Kristian Kristensen’s Blog

De sidste dage hos Peter stod mest på afslapning, at få handlet det sidste ind, og så ellers blive klar til at tage hjem. Søndag lavede jeg ikke det vilde, var mest ude og lure på alle Peters sager der kommer hjem til Januar. Der er alligevel en del! Der var fodbold fra om eftermiddagen af, så det fik jeg også set. Erik og mig aftalte at tage til Christiana Mall dagen efter og få handlet ind. Så det gjorde vi. Tidligt afsted og først til Best Buy hvor jeg fik købt en Zune til mig selv og julegaver til familien. Videre til Old Navy hvor Lillebror skulle have noget tøj med hjem fra. Og så til Christiana Mall. Eric fik købt nogle gaver ,og jeg købte flere julegaver til mig selv.
Får fundet hvad jeg skal have, og så kalder hjælperen ud til en gammel mand om han kan hjælpe os. Fint nok, hvor svært kan det være. Ret svært skulle det vise sig. Han er langsom, meget laaaannnnggggssssooooommmmmmmmm. Men han får da fundet computeren og sådan, og skal til at scanne det ind i systemet, tror jeg har 5 ting. Det tager nok 10 minutter at scanne det skidt. Så skal vi have fundet mit universitet så jeg kan få studierabat, det lykkedes ikke helt for ham for han taster zip-koden ind og der kan man ikke finde universitetet under. Så lukker han education rebate vinduet, men samtidig lukker han også hele programmet! Så alt det han har stået og lavet (inkl. de 10 minutters indskanning) forsvinder, og han skal starte forfra. Jesus! Det tog en evighed. Men jeg fik da betalt og kom ud derfra. Jeg er lidt fjasede med apple’s plasticposer (De er fanme lækre) så han gav mig en ordentlig røvfuld af dem som plaster på såret. Så gik det

Resten af mandag og tirsdag brugte jeg min snedige MacBook til at kode noget motorcykelhåndteringsværk til Peters hjemmeside. Så kunne jeg få lært at bruge sådan en fyr. Og tirsdag begyndte jeg også at pakke. Skulle have presset mine ting ned i 2 kufferter, den ene har jeg “lov” til at bruge, den anden bestod mest af sagerjeg havde med hjem til folk, julegaver og sådan. Onsdag formiddag inden vi skulle køre, fik jeg pakket det sidste, og nogle papkasser der kommer jhem senere. Fik pakket rygsækken, nu med flere computere og grej, og fik sagt farvel. Cris – min redningsmand fra Frostburg – nåede også at komme så ham fik jeg sagt ordentlig farvel til også. Det er lidt mærkeligt at sige farvel til dem, for selvom jeg ikke har været der så meget, er det da alligevel blevet til nogle dage og weekender over de sidste måneder. Men jeg kommer jo nok tilbage igen.
Peter og mig kørte nordpå til New Jersey, jeg skulle flyve fra Newark. Vi var forbi et sted i Jersey, der lå helt ud til vandet, det hed Fair Haven. Der lå nogle rigtige store kasser ude! Virkeligt store huse. Men deter også kun en halv time eller sådan noget fra New York, og der går færger herfra og direkte til Manhattan. Her skulle vi hente en motorcykel, der skal med hjem til januar. På vejen kom vi forbi Arby’s, så fik jeg prøvet det. Og fra Jersey og mod Newark var vi forbi Dunkin’ Donuts, hvor jeg fik min sidste Bluerberry coffee og en chocolate frosted donut i sikkert lang tid. Peter læssede mig af ved Continental’s luger i Newark, og jeg fik skrabt mine sager hen til skranken.

Da jeg skal tjekke ind siger damen jeg har overvægt, den ene kuffert vejer 52 pund, den anden 53 og de må kun veje 50 hver. Men hun lader mig slippe. Alt andet var da også for latterligt. Igennem security som går forbløffende glat i forhold til hvor meget jeg fyldre på båndet. Alt skal jo stort set op at tasken, sepcielt hvis det er er elektronik…
Jeg fik tjekket ud ved en af de der standere de har i lufthavnene, det er faktisk et krav for at komme ombord i flyet. Men dem ved skranken i gaten havde vist ikke gjort særlig meget opmærksom på det for folk var overhovedet ikke klar over det. Så der var et værre renderi. Man skulle også have tjekket sit pas igen. Jeg fik mig en kop kaffe, og kom ellers om bord i okay tid. Jeg havde rækkeplads i exit-row’en, udmærket. Ikke den bedste exit-row, række 15 var der mere benplads, men bedre end rsten af flyet. Desværre var der i vores overhead compartment en gummibåd og så må man åbenbart ikke bruge det overhoedet. JEg havde elelrs preset min kæmpejakke ind over den, men nej, det var verboten. Dte gik nu aligevel. Der var en værre gøgler af en steward om bord, han flyttede rundt på folk, og der var kæmpe kaos. Men alle fik da plads, og flyet kunne lette. Rimelig begivenhedsfattig flytur, jeg fik hørt nogle podcasts og noget musik, og ikke sovet så meget som jeg havde regnet med, lidt blev det dog til. Lander i København, og skal så transfere til indenrigs, så jeg skal igennem endnu et security tjek og paskontrol. security i danmark er noget anderledes end USA! Mine computere kunne bare ligge i samme kasse, og de behøvede ikke blive pakket ud. At jeg gik igennem metaldetektoren med kasket på, betød heller ikke så meget. Den var aldrig gået i Staterne…
Igennem udenrigs og til indenrigs, og jo tættere man kommer på, jo fladere bliver fornemmelsen. Det er så småt. Mit fly til Aalborg går først 4,5 time senere, så min plan er at få sovet lidt. Der er nogle bænke i indenrigs, så jeg smider mig på en af dem. Det går faktisk fint nok. Men hver gang der kommer et fly ind, og folk skal igennem ankomsthallen og forbi mig for at komme ud kommer bemærkningerne: “Nå, der er nok en der er træt”, eller “Nå, der er nok en der sover”, Ja, der var i hvert fald en der prøvede! For fanden. Så er man hjemme igen
Efter et par timer på bænken fik jeg mig en jydeplatte i Pit Stop cafe’en. Det var nu meget godt. Men alting er så dyrt i lufthavnen.
Da vi skal om bord i flyet og de skal scanne mit boardingpas er der et eller andet i vejen. Og så siger fjoget: “Du må nok vnete på det næste fly”, “Det tror jeg ikke” bemærker jeg rimelig tørt. Og så tager han sig da også sammen og får det problem han har løst. Belastende. Flyet var halvtomt, og vi kom frem i rigtig tid.

Ude af flyet var der vildere velkomstkomite, hele familien var troppet op. Det var super cool. Jeg fik sasgt goddag, og kufferterne kom da også ud. Denne gang var begge mine kufferter lukkede, men der manglede selvfølgelig kuffertbånd på en af dem. Sådan et skal jeg åbenbart miste hver gang. Men det er trods alt bedre end sidste gang hvor alt mit tøj kørte rundt på båndet. Det er så bittert at skulle gå og samle det ind…
Vi kørte allesammen hjem til Mor og Far, og så var dre julebord. Yes sir. Det var altså godt!

If you like my writing you should subscribe to my RSS feed.

Der er kommet en del flere billeder op i galleriet, nogle blev smidt op inden jeg forlod USA, andre er først kommet til senere.

Steffan og mig med Julemandens nissepiger på Bent Willey’s

De danske gokker. Så det billede helt tilfældigt mens jeg fandt nogle andre billeder. Det er dog nogle ufatteligt grimme ansigter… Det her er fra den sidste Gibbies.

Sjovt nok et billede af mig og Aleesha, der er fanme mange af dem….

If you like my writing you should subscribe to my RSS feed.

Turen over til Peter gik stille og roligt. Der var heldigvis godt vejr, blå himmel, og en 10-15 grader celcius. Jeg havde fået en cd af Aleesha som hun havde brugt da hun var på road-trip i Miami, så den kom på anlægget (hvis man kan kalde musikaggregatet i Toyoya’en det). Det er faktisk lidt en sjov historie. Radion virkede ikke i bilen da jeg fik den, for der var ikke sat højtalere til. Men med hjælp fra Eric og Cris fik jeg sat nogle pc-agtigt speakere op som lå i bilen. Ledningerne blev ført tværs igennem bilen, og op under bagsædet. Yes sir. Men det spiller fint.
Omkring en by der hedder New Orleans kører jeg fra for lige at træde af på naturens vegne. Der ligger en kombineret tankstation og convenience store, og sjovt nok var det den samme som vi holdt ind på da hele familien var herovre i juli. Samme klassiske sted med diner inde midt i kiosken , kæmpe SUV’s, pickups, og lastbiler ude foran.
Videre på motorvejen og forbi Cumberland, der er n mærkelig by med motorvejen tværs igennem, det er lidt forvirrende. Forbi Hagerstown med det store outlet center, der var sjovt nok ikke mange biler der. Undervejs fik jeg også lige ringet hjem og hørt hvordan det stod til. Stykket efter Hancock er nemlig rimelig fladt. Faktisk er det kun den første time der er lidt træls at køre i. Derefter bliver det okay fladt. Og man må vente med at ringe indtil bakkerne forsvinder, for ellers kan man ikke høre noget for 1,6′eren ude foran der larmer. Fik passeret Frederick hvor de stadig bygger på motorvejen.
Derefter kommer Baltimore rimelig hurtigt, og man kommer på I-695 nord om Baltimore. På den er der rimelig meget traffik, og denne gang var ikke anderledes. Men det går. Ud i en af de midterste baner og så kører det. Af på I-95 nord, og så er det egentlig bare at følge den indtil man når exit 1 mod Middletown. Jeg var inde og tanke på 95, og senere inde at få noget konge-mad. Det var den mærkeligste Burger King, for man tog selv sin bakke, og så ligesom i en kantine gik man forbi burgere, fries og valgte så det man ville have. Betaler ved kassen og får sin soda-cup som man selv fylder op ude foran. Sådan kan man også gøre det.

Jeg ville egentlig have været forbi Christiana Mall på vej ned for jeg har haft en hemmelig ide om at købe MacBook med hjem (ja en Apple computer), og der er en Apple butik i det Mall. (Bemærket i parentes: der kan komme Windows Vista på den). Men det var fuldstændig umuligt at finde ud af hvor man skulle til venstre for at komme ind til det Mall, så jeg endte hos Peter i stedet for.
Den stod egentlig bare på almindelig afslapningsgøgl. Eric var også hjemme, så vi gøglede faktisk det meste af tiden jeg var der. Peter har fået revet nogle af skurene ned, og er ved at bygge nyt, så de har fået fældet træer og mens jeg var der blev der kørt fyld ind som skal bruges til fundamentet. Der kom vel 20 lastbilfulde.
Der er nogle billeder fra Peters her i galleriet, de er godt nok fra om søndagen, men det giver det samme.

If you like my writing you should subscribe to my RSS feed.

Vi kom på Bent Willeys, og det var stille og roligt. Der var rimelig trykket stemning, for det begynder at gå op for folk at vi skal hjem og sige farvel. Når mna så blander det med alkohol kan det godt blive lidt følelsesladet. Men der er jo ikke noget at gøre ved det, det er en del af gamet.

Johannes og Guney

Steffan, Johannes, mig, Katie, Eithne, Sarah, Aleesha og Guney

Og så kom julemanden med nissepiger. Eithne, Katie og Aleesha sidder på julemandens skød. Senere fik mig og Steffan taget et billede med nissepigerne, men det billede må komme op senere for jeg har ikke fået det af Rune endnu.

Det kammer helt over til sangen “Total Eclipse”

Steffan får et billede med poser-Aleesha. Steffan og Johannes tager til Las Vegas og det samme gør Aleesha, hun skal mødes med nogle veninder fra Australien derude. Og hun har en plan om at hende og Johannes skal giftes i Vegas (næste dag skal ægteskabet så annuleres). Udemærket, hun er også kun katolik Men go’ gas!

Jeg gik hjem ved halv et tiden, fik lidt pizza fra Casa, og ellres i seng. For jeg havde eksamen fredag morgen. Kom op klokken 7, og pakket det sidste sammen. Ned til min eksamen i Small Business Management, som jeg fik fyret af på 15 minutter, klart rekord. Det kursus er så latterligt. Over til Rune og hente ham og bilen. Og så kørte vi til Arnold for at hente mine ting. Fik det hele slæbt ned og så var Toyota’en fyldt! Helt fyldt! Kørte over til Rune igen, og fik læsset det vigtigtste af, og så fik vi til busstationen for at sige farvel til Sarah, Rob, Eithne, Guney, Selcuk, Ben, Sean, Jessica, Rob skulle direkte hjem til Dublin, Sarah og Eithne til Chicago (hvor Katie støder til lørdag), Ben, Sean og Jessica skal hjem til England, og Guney og Selcuk skal også til Chicago inden de flyver hjem til Tyrkiet. Det gik okay, og der var ikke vildere mange tårer. Så det vra fint. Rob var helt rundt på gulvet da der skulle siges farvel. Det er også meget mærkeligt, så det er forståeligt nok.
Jeg gik på Blue Moose med Katie, Aleesha, Johannes og Kimberley, og fik kaffe.

Tilbage i Arnold skulle jeg have det sidste i min rygsæk, fejet og smidt affald ud. Lejligheden er tømt og pakket, plus billeder af udsigten. Gik ned til Katie, hvor jeg havde husly resten af dagen. Vi va rnede og spise frokost med Kimberley, Steffan og Aleesha. Efter frokost afleverede jeg min telefon og nøgler, og så bor jeg ikke i Arnold mere. Mærkeligt.
Jeg fik studereet lidt til min eksamen i Data and Computer Communications om eftermiddagen klokken 15. Og ellers d til Evansdale. Fik fyret den eksamen af og gik efter 45 minutter. Det var vist okay. Men han havde stillet et spørgsmål om SCTP, og det var ingen steder i noterne og jeg anede ikke hvad det var. Så han har nojk sagt det i klsasen, men dem går jeg ikke lige til. Så jeg ender nok på 75-80%. Tilbage til Downtown, mødte Rune, og vi gik i Boghandelen for at jeg kunne købe noget WVU merchandise, kunne ike finde den hættetrøje jeg ville have, s ned i Bookexchange. Det var ligeså elendigt. Greb en kop kaffe, og gik så tilbage til boghandelen og købte da også lige lidt Tilbage til Katie i hendes rum som hun var ved at gøre færdig. Så vi hang bare lidt ud, og jeg snakkede lidt med Aleesha, Andy og Steffan. Vi skulle mdøes downstairs klokken 19, for at spise. Her kom Tommy og Andy ned, og så fik vi sagt farvel til dem. Andy skal med Tommy til Huntington, WV (Tommy’s hjem), og så over Nashville til Oklahoma hvor Andy skal fejre jul med the Lovells, Tommy skal hjem til jul. Herefter gik vi på Boston Beanery for sidste gang. Vi var Steffan, Rory, Sara, Maria Neves, Francesca, Katie, Aleesha, Kimberley, mig, Rune, Henrik, Johannes, Nada. Hyggeligt. Bagefter gik vi på Bent Willeys, og hang lidt ud.

Katie og Kimberley

Aleesha og mig. Tinus siger der er MANGE billeder med mig og Aleesha. Men det er da kun godt nok?

Steffan og Katie. Husband and Wife. For de blev “gift” i Washingon, hvilket er en meget længere historie…

Kimberley og Johannes (som er fra Kefermarkt i Østrig, og der tror jeg altså jeg har været engang…)

Sara og Ruairi. De var sådan lidt kærester.

Gruppebillede

Smuttede med Rune halv tolv, jeg skule overnatte ved Rune til lrødag hvor jeg ville køre ovr til Peter. Stille og rolig. Og kom op lørdag morgen klokken 8. Fik lidt morgenmad og pakket bilen. Og så kørte vti til buststationen for at sige farvel til de sidste. Det er jo med at få det hele med. Vi var der 9.30 og folk var selvfølgelig forsinkede. Bussen skulle klokken 10, men den var også forsinket, så kom først afsted klokken 10.

Mig og Morgantown
Aleesha, Katie og Kimberley var blevet i byen dagen før til 3:30, så de var stadig relativt fulde, Og de havde sindssygt meget baggage!

Folk og baggage

Johannes og Steffan ankommer. Johannes har købt en Macbook herovre så dens kasse var spændt fast til hans rygsæk. Mange sager!

Aleesha gøgler rundt som sædvanlig.

Bye-bye

Steffan smiler, han er nok glad for at forlade Morgantown

Men det var en fin afsked, og vi fik sendt dem på bussen til PIttsburgh lufthavn. Jeg fik sagt farvel til Rune. Og så startede jeg Toyota’en og forlod Morgantown som jeg ankom, via I-68.

If you like my writing you should subscribe to my RSS feed.

Det er ved at være en rådden tid herovre nu, for det er tid til farvel. I går aftes var det allerede startet, i det det jo var “Sidste aften på Gibbies”, i dag har det så bare været værre. Vi skal selvfølgelig ud i aften på Bent Willey’s klokken 9:30. De første tager afsted i morgen tidlig med bussen til Pittsburhg klokken 10, halvdelen forsvinder ca. i morgen. Og så forsvinder resten lørdag. Så i aften er sidste aften hvor vi alle sammen er her. Det er sgu mærkeligt. Det værste er alt det farvel-sjov, der er så langtrukkent. Det er rarere det bare er cut, det var det. Men nuvel, sådan er det nu engang. All good things must come to an end.
Anyway, jeg har stort set pakket. Og i morgen efter min eksamen klokken 8 (*yawn*), går jeg over til Rune og henter bilen. Vi kører så herover og henter mine ting, og kører det over til Rune. Så kommer jeg tilbage og fejer gulvet og afleverer min nøgle, og så er min tid i Arnold forbi. Har næste eksamen klokken 15, så jeg regner med lige at have et par timer til at studere til den på biblioteket. Os der er bliver her til lørdag går ud og spiser fredag aften på Boston Beanery, og går måske ud og får en stille øl (gravøl). Og så sover jeg hos Rune indtil lørdag, hvor jeg kører over til Peter. Her har jeg så et par dage inden jeg flyver hjem onsdag d. 20. sidst på eftermiddagen.

Det har været et godt semester; ” good times” som man siger over-here. Og selvom det er godt at komme hjem, er det trist at sige farvel og tage afsked med det hele.
Katie har en bog med citater fra tiden herovre, vi skrev allesammen i den i går. Jeg skrev:

“Goodbyes are awfull, so I’ll just say see you later. Carpe Diem, Kristian”.

If you like my writing you should subscribe to my RSS feed.

Onsdag var sidste gang vi kunne komme på Gibbies. Det har ligesom været fast tradition hver onsdag. Der er ladies night, så damer betaler $3 for at komme ind og drikker gratis indtil midnat. Guys betaler det samme men må så også betale for øl og sager. Og så er der karaoke fra 10:30, det er altid festligt. Og i vanlig stil bliver Aleesha altid pisse fuld, hun gentog også successen i går. Sådan! Men det er jo ved at være sidste chance for at se og snakke med folk, så der var fint fremmøde, og der blev da også taget et par billeder. Tror jeg har 99 i galleriet for aftenen…

Andy og mig havde så valgt ens farver. Bemærk armbåndet i samme farve. Og nej det var ikke planlagt!

Aleesha og mig

Steffan (bagerst, Rune, Kimberley, og Eithne

Henrik og Selcuk

Tommy, Kaitlyn og Johannes

Sarah og mig

Eithne, Rory, Rob, Sara og Guney forrest

Scandinavian Guys

The Swedes

Steffan og Eithne

Fabio og mig. Fabio bor med Rune og var også i min engelsk klasse. Vi har haft det ganske gas i de timer. Han sagde også i går at han ikke vidste hvordan han ville have klaret det hvis ikke jeg var i klassen; jeg har dte på samme måde. Han skal være her i et år, mener jeg.

Steffan og mig

Selcuk og mig. Jeg er Selcuk’s Number One Guy. Selcuk er skideskæg, og super god til at imitere folk. Han laver en hammer god Henrik. Min imitation går mest på at råbe “Fuck Off”, for det er åbenbart det eneste de lige kan imitere, eller der er direkte nemt at relatere. Så åbenbatt siger jeg det en del… I morgs da jeg stod op kunne jeg høre Rory og Guney råbe “Fuck off” hele morgenen. Festligt, så ved man hvem de efteraber…

Irish Girls, Aleesha og Kimberley.

Face Off

Min mentor, Jon, og jeg synger karaoke. The Lady is a Tramp med Frank Sinatra. Det lød eftersigende ikke særlig godt, men sådan skal karakoe også være. Jon var pisse-stiv som sædvanlig

Det taler vist for sig selv

Svenskerne annoncerer at det har været et godt semester, og at de er kede af at vi rejser. Lige over.

Aleesha er en rigtig poser, så hver gang der bliver taget billede af hende skal hun se og godkende det først. Ellers skal det slettes og et nyt tages. Slut. Og det er ikke til diskussion.

Alle billederne fra aftenen er i galleriet.

If you like my writing you should subscribe to my RSS feed.

Jeg var oppe tirsdag morgen klokken kvarter over 6. Skulle pakke, og have morgenmad inden min taxa kom klokken 7. Stille og roligt. Fik en kop take away kaffe fra hotellet med i taxaen. Udcheckning var nem for Microsoft tager regninen, så jeg betalte ingenting. Det regnede da taxa’en kom. Kørte den halve time til SeaTac, og det gik uden problemer selvom der var meget trafik. For vi var jo 2 i bilen så vi kunne køre i Car pool lane. Fik tjekket ind til flyet og aftenen før havde jeg fået fikset mine sæder så jeg havde gang plads. Lækkert. Plus der kom slet ikke nogen der skulle sidde i midter eller vinduespladsen, så jeg havde det ele for mig selv.

Security gik meget nemt bortset fra folk stadig ikke kan fatte hvordan man kommer igennem. Det er ufatteligt. Specielt fordi de restriktioner har været i effekt så længe nu at man da for fanden burde have lært det. Men jeg havde god tid, så blodtrykket blev nede. Greb en sandwich til frokost til tasken, og en kop kaffe fra Seattle’s Best til at tage med i flyet. Her fik jeg så ringet hjem, så det var cool nok. I USA er der en lidt anden holdning til mobiltelefoner i flyet. For det første snakker man gerne i dem helt ind til man begynder at taxi’e ud til startbanen. Plus ligeså snart man lander, så siger det blingeling, og så er folk igang med at ringe rundt.
Flyveturen til Detroit var rolig. Jeg fik læst min bog om Ipod’en færdig. Den er faktisk meget god, hedder The Perfect Thing af Steven Levy.
Da jeg lettede fra Seattle begyndte solen at skinne, typisk. Og da jeg landede i Detroit regnede det.

Jeg havde kort layover i Detroit, så jeg fik bare en kop kaffe, og så om bord igen. Knap en time til Pittsburgh, og så var det det. Fik min baggage, og så ud mod Toyota’en. Den havde det fint, og startede med det samme. Og så var det ellers mod Morgantown. Turen tilbage gik hurtigt, hurtigere end da jeg kørte derop, så det var egentlig fint nok. Der er en del bygningsarbejde I-79 til Morgantown, så det va rlidt belastende omkring PIttsburgh. Men ellers ingen problemer.

Ind forbi Kongen ved Morgantown Mall og lave noget drive thru og så til Rune, hvor jeg spiste og ellres smuttede hjem. Var i Morgantown kvarter over 8. Det var en lang dag. Mit fly lettede fra SeaTac 8.45, og så 3 timers tidszoneforskel oveni. Plus interviewdagen fra før sad stadig i kroppen.

Resten af aftenen kogte jeg bare, og gik tidligt i seng.

På vej tilbage i Seattle flyet skrev jeg lidt noter ned om det jeg manglede at skrive om. Ting der er faldet mig ind efterfølgende. Så d ekommer lige her.

I shuttle bilerne spurgte de allesammen hvor mange man havde snakket med. Og her er parolen at jo flere jo bedre. Da jeg sagde 7, sagde de at så var jeg næsten sikker på at blive ansat, eller der er i hvert fald gode chancer. Det er jo rart at få at vide. Grunden er, at mår man starter dagen får man ikke sin interview plan at vide. For den er meget fleksibel og kan ændre sig i løbet af dagen. Hver gang man går videre fra en person til den næste er det fordi de stadig er interesserede. Hvis man har snakket med 2 og de begge siger “Nej”, stopper de interviewet tidligt. Så jo flere man snakker med, jo mere kommer man igenne mnåleøjet.

Alle mine interviews var i samme bygning, samme etage. Så jeg røg bare rundt fra kontor til kontor og var så i ventehjørnet imellem. Den etage er hvor C# bliver lavet. Det er lidt cool at tænke på

Mange af dem jeg snakkede med sagde at C# teamet er et godt team, og der er mange sociale ting. Og det er ikke altid sådan i alle teams. Så det er meget cool. Begynder også a forstå hvorfro det er et godt sted at starte i MS. Alle de folk jeg snakkede med var også rigtig flinke og hyggelige.

Og så den sædvanlige betragtning om kontorer, jo flere vinduer man har jo sejere er man nok. Og alle har mindst 3 computere på deres kontor. Ved ikke om man selv administerer dem, og hvor man får dem fra. Men der var i hvert fald mange maskiner!

Snakkede med Yusav omkring den indflydelse man kan have og det ansvar man føler for produktet. Han blev ansat midt i Whidbey cyklen, og stod for at teste Generics derfra og indtil ship. Han sagde man føler et vist ansvar, og at der er en bug i generics derude, og så tænker man: “Er det mig der har bøffet?”. Det er meget cool. Man sidder overfor ham der har testet Generics i C#, noget man bruger meget. Det er helt uvirkeligt!

Mads sagde at der var en 70 danskere i corp, og der var kommet flere til over de sidste år.

Jeg tror jeg så en fyr fra Rusland som jeg hørte et foredrag af om .NET CE performance til PDC. Så ham igen i kantinen da jeg spiste frokost med Mads. Lidt pudsigt. Så også en anden en der var med samme fly som mig i kantinen. Hvor tilfældigt er det?

Det var fedt at snakke med dem i løbet af dagen, for det er nogle rimelig skarpe hjerner. Megt inspirerende og motiverende. Også fedt at man et eller andet sted føler man kan være med og diskutere ting. Det er meget tilfredstillende.
Generelt havde jeg nok lidt problemer med problemløsningerne, ikke fordi jeg ikke kan, men fordi det er længe siden jeg har lavet sådan noget. Der gør øvelse mester. Specielt omkring hele tiden at sige ens antagelser og stille spørgsmål. Men dte er heldigvis noget man kan forbedre. Har faktisk tænkt at når jeg kommer tilbage kunne det være en sjov ting at gøre hver fredag i grupperummet: finde sådan et spørgsmål online, og så tage en time i gruppen hvor man prøver at finde løsnigner og lave algortimer, og uden brug af internettet.

Den sidste jeg snakkede med, Adam, bad mig fortælle om nogle gange hvor jeg har “fungeret” som projekt leder. Lidt mærkeligt han spurgte om det, for jeg interviewede til en tester stilling, men har skrevet i min ansøgning at je over tid nok gerne ville være PM. Så måske er det også inde i overvejelserne, hvem ved. På hans kontor lå også Getting Things Done bogen af David Allen. Den er rimelig populær herovre! Men det er også rigtig interessant. Det burde jeg nok skrive noget om engang….

Det var også sjovt at se at de fleste af dem jeg var idne hos havde Ship-It awards for Visual Studio. Plus nogle havde også VS bokse med undreskrifter af alle team medlemmerne. Cool. På gangene var der skabe med alle de awards udviklerværktøjerne har fået over tiden. Der var helt tilbage fra Visual Basic 1.0.

Jeg fortalte Suma om at mit billede hænger på væggen i Redmond, det synes hun var meget cool.

Generelt var jeg fuldstændig smadret efter dagen. Helt færdig mentalt. Det er super hårdt, når man sådan er på en hel dag, og ikke kan gemme sig eller tage en pause. Pauiserne mellem interviewne bruger man på at tænke over hvad man skal gøre bedre næste gang og evaluere hvordan man synes det går. Plus obligatorisk toiletbesøg og drikke vand. så man er klar igen. Inde til interviewnw flyver tiden afsted, lige pludselig er der gået en time og man skal ud igen. Og ja dte er svært at kode på et whiteboard! Der mangler også ligesom IntelliSense…

Da jeg snakkede med Suma og palindrom problemet, nævnte hun at mens hun havde researchet problemet have hun fundet suffix træer. Så de snydre lidt, for de ved jo hvilket spørgsmål de vil stille og kan undersøge hlet vildt om det. Hvorimod når man står som kandidat aner man ikke i hvilken retning det går. Men det er jo en del af gamet. Og egentlig er det med vinklen på tingene man har de er interessrede i alligevel.

Og til sidst, så var dte lækkert at sove i en ordentlig seng, med ordentlig dyneværk hvor der var ro og stille! Det kan man ikke ligefrem sige om Arnold…

Billeder fra sidste dag på Seattle-turen

If you like my writing you should subscribe to my RSS feed.

Klokken er 8:48PM PST tid. Jeg er lige kommet tilbage på hotellet efter at have fået aftensmad på Matt’s Rotisserie and Oyster Lounge; gentog simpelthen successen fra i går. St. Louis får tæv af Chicago i fjernsynet, og jeg koger bare lidt ovenpå dagen. Det har været en lang dag!

Jeg havde bestilt hotellets shuttle til at tage mig ud til Microsoft’s Campus og Byginng 19, hvor jeg skulle møde min recruiter. Det gik stille og roligt, og jeg snakkede lidt med damen der kørte mig derud. Hun havde lige været i LA, og var ikke imponeret.
I bygning 19 var der en del folk, jeg var ikke den enste der var kaldt til interview i dag. Fik skrevet mig ind ved receptionisten, og fik navneskilt, konvolut til mine bonner så jeg kan expense, og et notat om at få taxa. Og så ellers vente. Der er soft drinks i lobby’en, en Xbox 360, og tv hvor der kører reklarmer for Microsoft og interviews med MS ansatte. Lidt pudsigt var det interview der kørte da jeg kom med Behind the Code med Anders Hejlsberg. Et tegn? Snakkede lidt med nogle andre gutter der også ventede. Og der var ikke nogen der itnerviewede til samme position som mig. Første samtale var hos min recruiter, som er en anden en den jeg har snakket med tidligere. Vi snakkede sådan lidt generelt og hun spurgte de obligatoriske hvorfor vil ud arbejde her, og hvad vil være de største hurdler for at komme herover (Mor og vejret), og så om jeg havde visa til USA og var under nogen restriktioner. Jeg har jo visa herovre, men ved ikke hvilke betingelser det er på. Nogen gange skal man vende hjem til sit hjemland i 2 år før man må komme tilbage. Alle mulige mærkelige regler. Men jeg havde mit pas og visum papirer med så hun tog en kopi og så kunne Legal få det at tygge på til en Visa Evaluation. Cool! Hun sendte mig ud til en Recruit shuttle, for at køre til Bygning 41 til første interview. Recruit shuttle’s kører hele tiden, og man ringer bare til et nummer så kommer de og henter en. De kører rundt i Toyota Prius’er, den der hybrid bil. Ret cool.

I bygning 41 blev jeg skrevet ind ved receptionen som ringede efter første person: Suma. Hun er tester på Visual C# IDE’et. Hun står for al test af Intellisense i Visual C#. Det er ret fedt! Vi snakkede kort om sådan nogle almindelige ting ikke teknisk, og så kom det tekniske spørgsmål så. Det skulle vise sigat være modellen for resten af mine interviews: først lidt chit-chat for at man slapper af, og så et teknisk spørgmsål. Hendes spørgsmål var givet en streng find det største palindrom (det samme stavet forfra og bagfra) i den. Jeg havde læst et sted på nettet at nogen stillede det her spørgsmål, men jeg har jo ikke læst på det. Det kan man heler ikke for man aner ikke hvad de spørger om. Anyway, jeg fandt da på en løsning. Start forfra i strengen og bagfra og gå ind fra midten hele tiden tjekke om vi har ens karakter. hvis ikke rykker vi en tand ind fra starten og slutningen, og prøver igen. Det fungerer også fint nok, indtil palindromet er i begyndelsen af strengen. Jeg kan ikke huske hvad jeg så fandt på. Men nævnte at man kunne bruge en træstruktur til at gemme strengen i, og så sammenligne subtræer. Det måtte være smartere tænkte jeg, men hvordan jeg lige ville gør det var en anden sag. På det tidspunkt var tiden vist gået, så hun sagde at man kunne bruge noget der hedder suffix træer – det er det man gør iDNS hvor man har den slags problemre med at sammenligne kæmpe mængder af strenge. Det var ret interssant.
Hun spurgte om jeg havde nogle spørgsmål, og jeg spurgte hvad hun lavede. Så hun fortalte at hun var tester af IntelliSense i Visual Studio. det er ret cool. Så har man mødt persoen der står bag testning af det!
Hun fulgte mig ned i et ventehjørne og gik ned for at finde Mads, som jeg skulle have frokostinterview med.

Mads er PM på C# teamet, og fra Århus, og faktisk kommer han til Danmark i februar for at holde præsentationer om C# på uni’erne i DK. Den time jeg spiste froksot med ham var mere uformel, og vi snakkede om hvordan det var at komme herovre, forskelle i forhold til arbejdsmentatlitet til DK, etc. Det var rigtig hyggeligt, og lærerigt. Som han sagde var Anders Hejlsberg desværre syg idag for ellers kunne jeg lige have hilst på ham! Woot! Hvor cool er det?
Han bekræftede mig også i at de algoritme spørgsmål man får ikke er lige nemme altid. Meningen er jo at de kigger på ens problemløsningstankegang, hvordan man angriber problemet og stiller spørgsmål til problemstillingen. Plus, mange af de spørgsmål vil man jo bare slå op i en algortime bog og finde den snedige løsning. Men pyt.
Frokosten betalte jeg med en frokostkupon som jeg havde fået af min recruiter, og da man kan købe alt det man vil købte jeg begge frokoster på den ene, og kaffe til os på den anden. Så jeg fik en fin kop Starbucks kaffe hvor der står Microsoft på.

Tilbage til ventehjørnet fik Mads fat i min næste interviewer: Vijay. Han er tester på DLINQ og så for at teste CRUD. Der var lidt de samme intro spørgsmål, du har et firma fortæl lidt om det og hvad du har lært. Også et teknisk spørgsmål. Du har 2 linkede lister og du vil sætte dem sammen. Hvad gør du? Tager halen på første liste og sætter den til at pege på hovedet i anden liste, siger jeg så med det samme. Fint nok siger han, men de er sorterede, og når du sætter dem sammen skal de stadig være sorterede. Kristian’s fejl: stil spørgsmål, hvad er assumptions. Så op til whiteboardet og kode. Jeg fik lavet en løsning der var iterativ, og virkede okay, men den var lidt kluntet. Så jeg lavede en der var rekursiv i stedet. Den virkede vist også okay. Bagefter skulle jeg lave testcases til koden. Og det er altså lidt svært at kode på whiteboard. Plus man står der i Microsofts hovedkvarter i Seattle, og skal kode p åkommando på spørgsmål som er rimelig tricky. Det kan man altså godt blive lidt sveden af! Og så et sidste spørgsmål: du skal shippe om en dag, du laver en applikation der tegner trekanter på en skærm. Der er 3 bugs, og du kan fixe en. Første: programmet crasher ved negativ input. Anden: Virker kun for input under 10 men crasher ikke. Tredie: Virker kun på opløsninger større end 800×600. Hvordan vil du prioritere. Så jeg stillede fordele ulemper op ved alle 3, og prioriterede i mest kritisk at fikse: 1, 3, 2. Endnu engang var jeg nok fro hurtig på atrækkeren, forj eg kulle selvfølgelig have spurgt, hvem er kunden? For han sagde at kunden var 3. klasse elever, ændrer det noget? Og ja for så er det nok 3, 2, 1 ellre sådan noget. Alt afhængiog af hvad de har lært på det tidspunkt.
Vijay fulgte mig tilbage til mit hjørne, hvor jeg ventede mens han snakkede med næste interviewperson.

Næste mand i rækken var Gabriel der er test lead på Language Services. Vi snakkede igen lidt løst og fast, meget stille og roligt før stormen, og så kom det tekniske spørgsmål. Tre på stribe, lav noget kode der tjekker om der er ne af spillerne der har vundet. På det tidspunkt havde jeg brugt tiden i ventehjørnet til at opfatte at jeg skulle stille flere spørgmsål og ikke være så hurtig på atrækkeren. Så det gjorde jeg. OG det gik også okay. Men jeg kunne simpelthen ikke få lavet noet fornuftig kode til at løse problemet. Der var 3 loops i hinanden, og det var bare noget slam. Bagefter skulle jeg sætte test cases op for at teste Float.Parse(string s). Og det var vist vældig fint, bortset fra at jeg ikke grupperede mine cases efter type. For eksempel alle dem der tester tomme og null strenge, dem der tester alm. numre i streng, dem der tjekker numre med E. Men okay.

Tilbage i ventehjørnet er man ved at være træt. Det er hårdt, og det er en helt anden måde at være på på. På det tidspunkt har jeg nok været igang i en 5 timer, og man er 100% på man står derinde. Man kan ikke gemme sig, og der er ikke nogen der direkte hjælper dig. Plus man snakker så meget at jeg var begyndt at blive helt øm i halsen. Men det er også super fedt. Man snakker og diskuterer med nogle virkelige snedige folk. Det kan man godt mærke. det er virkelig inspirerende. Det er nogle af de snedigste hjerner i branchen og de sidder der altså kun hvis de har noget at byde på.

Næste mand var Yusev der er tester af compileren, han har stået for at teste Generics i Whidbey! Hvor fedt er det? Her snakkede vi også lidt løst og fast og om mit firma. Og så skulle jeg lave kode der vender en single linked liste, og givet indholdet af et element bibeholder det elements position i den omvendte liste. At vende en linked liste er et klassisk spørgsmål, men jeg havde ikke kigget på det. Lidt med vilje for det er ikke meningen man kommer med guldløsningen men at man tænker korrekt og stiller de fornuftige spørgsmål. At vende sådan en liste er rimelig nemt, det er bare at tegne skidtet op, og så tænke sig lidt om. Til gengæld er det lidt mere tricky at bibeholde et elements position i den nye liste som den gamle. Men det lykkedes da, selvom det var noget rode-kode. Vi fik også lidt vendt en smartere ide jeg havde, men ultimativt gav det samme tidskompleksitet, og så kunnne det være lidt ligemeget. Udover at det nye kode var mere læsbart. Anyway, ham fyren var rimelig cool, og var blevet ansat for 3 år siden ud af college. Så det var lidt nemmere at relatere. Og han var super fin til at sige at det man havde gang i var okay, og sådan. Bagefter skulle jeg lave test cases til min kode, og der fik jeg vist en del, og denne gang grupperede jeg dem også. Man må jo lære af det man får at vide. Så snakkede vi lidt om hvad han lavede, og hvad han stod for. Og det var der jeg fik at vide at han havde testet Generics i Whidbey. Det er cool, de folk her har et rimelig stort impact på produktet. Og mange gange er det testerne der bruger de nyeste sprogfeatures også udvikleren af compileren gør det. For Dev’erne skriver C++, og giver bare produktet til testerne som så skal skrive noget kode der tester det. Meget cool. Han gav mig også et godt råd som han havde fået at vide da han itnerviewede: sørg for at få vand og kom på toilettet hver gang du har chancen. For man glemmer at drikke når man render til det her fordi man er så spændt og det hele bare pumper. Men lige pludslig ramler det. S ådrik vand og gå på toilettet. Sidstnævnte gik helt af sig selv,førstnævnte havde jeg lidt glemt men jeg tog revanche resten fa tiden
Han fulgte mig ned til mit ventehjørne som vra blevet overtaget af nogen der holdte møde. Så i stedet kom jeg ned i “kantinen” med de store køleskabe med gratis sodavand. Så ventede jeg lidt der, mens han snakkede med næste mnad på listen.

Han kom og hentede mig og fortalte at han var sidste mand på listen. Klokken var også 17 eller sådan noget. Han hed Adam og var test manager på Visual Basic. Egentlig skulle jeg have snakket med Rusty der er Test Manager på C# men han var der ikke.Vi snakkede løst og fast, og så et teknisk spørgsmål. Du har en enkeltdimensionelt array der repræsenter minefeltet i minetryger, et 1 på en plads signalerer en mine i dette felt. Du får et initialiseret array og et antal miner og de skal placeres random. Lavede noget straigthforward kode der løste det, men det var ikke så snedigt, Når antallet af miner steg ville min kode blive langsommere gående mod rådden. Desværre kunne jeg ikke finde på nogle smartere løsninger, så han måtte komme med nummer 2. Jeg havde ideen men kunne ikke få det konvertetet. Du fjerner de indexes du har brugt, så de ikke kan bruges igen. Så rammer man ikke de samme celler flere gange. Løsningen er self at gemme alle indexes i en arraylist og så fjerne dem efterhånden som de bliver brugt. Fint, det er bedre i den forstand, men bruger mere hukommelse. Så spurgte han efter en tredie løsning… jeg var blank. Han nævner med et kortdæk når man vil blande dem. OG så slog det mig, man placerer alle minerne først i array’et, og så mixer man felterne rundt vha. random funktionen eller noget andet. Det er gratis hukommelsesmæssigt, og okay hurtigt (formodentlig). Bagefter hvilket produkt har god kvalitet og hvorfor. Så jeg disktuerede economic. Jeg kunne simpelthen ikke finde på noget.
Han fulgte mig ned til receptionen og ringede efter en shuttle så jeg kunne komme til bygning 19, og få en taxa.

I 19 var der flere der ventede, så jeg fik meldt min ankomst og de fik ringet efter taxa. Og åbenbart var de totalt backet up for det tog noget tid. Snakked elidt med de andre, og det var meget gas. Der var en eller anden gokke der have interviewet til Windows Experience teamet. Han var sgu lidt for nørde-træls. Der kom nogle taxa’er og så kørte vi 3 aftsed, 2 af dem skulle det samme sted hen, og jeg blev så kørt ud til mit hotel. Fik smidt tasken, og bestilt taxa i receptionen til i morgen. Kører herfra klokken 7, og mit fly letter 8:45. Over i Town Centret og købe en trøje til Søs i Abercrombie and Fitch, og så i Borders og kigge lidt. Gik som sagt på Matt’s igen. Og det var godt.

Så der er det, interviewet af 7 personer mellem 10:30 og 18. Det er sådan set rimelig effektivt. Jeg er godt smadret nu. Men det har været sjovt. Jeg en okay fornemmelse omkring det, men nu må vi se. Recruiteren sagde hun ville prøve at få svar til mig sidst i denne uge. Umiddelbart er det værste scenarie at de siger de godt vil ansætte men at der er noget gøgl med mit visum. Det ville bare være så bittert.
Og Microsoft Campus er bare så stort så det er fuldstændig ufatteligt! Og det er lækkert. Der er faktisk ret smart heroppe. Og de siger allesammen at somrerne er gode. Vintrene der regner det, og det er gråt, men ikke koldt. Sommerne er så brae noget federe.
Jeg har snakket med min recruiter her i aften, for normalt slutter man af med at snakke med hende inden man tager hjem, men hun var ikke på kontoret da jeg var færdig. Så hun sagde jeg bare skulle ringe når jeg var færdig og sige hvordan det gik. Så det gjorde jeg. Dte var rart nok lidt at få meldt ud. De er virkelig flinke og hjælpsommer, og noget mere proaktive end det jeg har oplevet de sidste par måneder. Men det er jo også lidt nemmere når man begydner at komme ud og møde dem fysisk.

Nu vil jeg til og i seng. Jeg er totalt smadret. Der kommer nok noget mere, måske, når jeg husker noget af det. Der er sket så meget i dag.

Resten af mine få billeder fra i dag er i galleriet

If you like my writing you should subscribe to my RSS feed.

Så er det lige før. Går ned og tager hotellets shuttle til Microsoft om et kvarter. Det er sådan rimelig spændende. Heldigivis har jeg da fået preset noget morgenmad ned, og er det ikke nok har jeg frugt og müslibarer i tasken. Så det. Det regner herovre, rimelig meget faktisk. Så det er bare skønt. Det skal vist endda regne hele resten af ugen.

Og der er da lidt kriller i maven nu.

Anyway, update når jeg er færdig eller noget.

If you like my writing you should subscribe to my RSS feed.

Jeg snakkede lidt med en fyr der også skulle til Seattle inden vi gik ombord på flyet. Troede han var fra Microsft men det var han ikke. Han var med i deres TAP program og skulle til konference omkring Live Communication Server. Det var hyggeligt. Lidt chit-chat inden flyet. Jeg havde en ret god plads. Lige når man kom ombrod i 757′eren var der 6 rækker ned til min række. Så det var nemt at komme ind og mere vigtigt nemt at komme ud. 757′eren har 3-gang-3 sæder, og heldigvis var der ikke nogen i midtersædet. Så der var masser af plads. Stille og rolig tur. Da der var et par timer tilbage kom jeg i snak med ham der sad ved vinduet. Så vi fik snakket en hel del på resten af turen. Det var cool. Han fortalte om Seattle og sådan. Og sagde også at Microsoft måtte være lidt interesserede når de nu betaler for at flyve en ud. Rart at få det at vide Og inden vi landede gav han mig hans visitkort og sagde jeg bare kunne ringe hvis jeg havde bøvl eller noget, eller bare ikke vidste hvad jeg skulle lave en aften. Rimelig cool! Man møder så manfge flinke mennesker. Oppe på en af de første rækker sad der nogle fyre og legede med en Zune med projector sat til. Det så rimelig gejl ud! De var Microsoft ansatte for der var billeder på den af dem og Bill Gates. Nørdet! Den ser nu lidt fed ud den Zune… Faktisk viste det sig at der var en del Microsoft ansatte om bord på flyet. Men man siger vist også at i Seattle er man enten ansat hos Boing eller Microsoft.
Da vi begynder nedgangen til Seattle er der mange skyer, det er faktisk gråt hele vejen ned. Da vi lander er det ligesom at være i Danmark igen: gråt og regnvejr. Yes sir.

Jeg fik fat i min baggage og sat farvel til min rejsekammerat. Op til Ground Transportation og tage en taxa. Chaufføren var vældig snakkesalig så jeg fik alt muligt at vide om Seattle. Han solgte byen ret godt! Turen til hotellet tog ca. 30. minutter, så jeg fik set lidt af landskabet. Der er rigtig flot her. Det ligner meget vestlandet i Norge. Jeg fik checket ind på hotellet, og fik at vide at room service og kiosken på hotellet kunne jeg bare benytte og da jeg var “recruit” ved Microsoft betalte de. Vildere! Jeg fik tjekket værelset ud, og det er ret lækkert. De ved godt hvad der virker Microsoft. Det samme som da jeg var i Los Angeles.

Endda køkken, og man skal ikke engang selv fylde opvaskemaskinen eler tømme den; det gør Housekeeping!

Jeg havde tænkt at jeg ville ind og se Seattle, men der er lidt langt og jeg ved ikke lige hvordan jeg skulle komme derind. Og så er der lige det der med interviewet i morgen. Så jeg besluttede mig for at blive herude, gå i mall’et, få noget at spise, og se football. På med jakken og over i Redmond Town Center, et rimelig stort mall. Der er vist over 100 butikker. Fik en kop kaffe på Tully’s, det er vist en lokal Seattle ting. Kaffen var okay, sådan kønsløs, mild og semi-kedelig. Også ellers rundt og kigge på lidt butikker. Der er en Abercrombie and Fitch her, så Emilie skal vist hasve noget med hjem derfra. Og i Borders (bøger), en Apple butik, Macy’s, American Eagle (hvor jeg hørte en mor og datter tale dansk, de var dog ikke super interesserde i at snakke med mig, så det måtte de sådan set selv om). så jeg fik også lige købt lidt julegaver. Spiste på Matt’s Rottisserie and Oyster Lounge, hvor jeg fik Caesar Salad og en 12 oz New York Steak med Cola. Udemærket! Og jeg har fået at vide at jeg bare skal gemme bonnerne, og sende dem til Microsoft, så expenser de det. Det er rimelig fornemt. På vej tilbage til hotellet var jeg lige i EB Games og lege med den Zune. Det er altså rimelig lækker. Jeg synes ikke den er så stor og kantet som folk/anmeldelser har sagt. Men jeg har jo købt en MP3 afspiller – desværre.

Tilbage på hotellet ser jeg football og blogger. Der er Saints mod Cowboys, og Reggie Bush rykker. Han styrer altså! Jeg skal vist bare gøgle lidt indtil klokken bliver nogenlunde sent, så jeg kan komme i seng. Mit interview er først klokken 10:30 i morgen, så jeg skal ikke for tidligt op. Og så er der lige de 3 timers tidsforskel (tilbage) i forhold til Morgantown tid, så det betyder også lidt. Jeg har fået reserveret hotellets shuttle bil til i morgen, som kører mig til Microsoft Campus klokken 10:10, så jeg er der i god tid.

Er jeg nervøs for i morgen? Næh egentlig ikke. Jeg er spændt, men ikke nervøs. Det er selvfølgelig en stor mulighed, men før jeg har fået et tilbud fra dem er der jo ikke noget der er sikkert. Vi må se. Men chancerne må være noget bedre nu: de flyver nok ikke folk ud hvis ikke de bare er en smule interesserede.

Der er flere billeder i galleriet, primært fra flyveturen til Detroit.

If you like my writing you should subscribe to my RSS feed.