Kristian Kristensen’s Blog

Vi kom op lørdag ved en 10 tiden, og smuttede ned på Dunkin Donuts for at få kaffe og lidt morgenmad. Jeg ville have haft blueberry kaffe, men hende kranen fattede ikke hvad jeg sagde, så jeg endte med at få Cafe Latte… Vi gik over til State St, og gled ellers ligeså stille op mod the Loop og downtown. Fandt turistkontoret for at få et ordentligt kort, og der sad en vældig energisk dame og forsøgte at sælge gratis billetter til en turistrundtfart med The Loop. Så det kunne vi jo ligeså godt hoppe på.
The Loop er det tog der kører i centrum af Chicago, og gæt selv i hvilken form det kører. Det kører over gadeniveau, på sådan nogle platforme med skinner. Platformene er de opringedelige fra sidst i 1800 tallet.
Turen foregik på den måde at man gik ombord i et specielt tog, som så kører 3 gange rundt på the Loop. Imens er der så en fyr der fortæller om de bygninger man kommer forbi, og interessante arkitektoniske detaljer. det var faktisk okay interessant, og man fik set byen fra en anden vinkel.
Bagefter gik vi over i Millenium Park, der skulle have været færdig til årtusidenskiftet, men vist aldrig blev det. Det har en masse arkitektur af ham Frank Gehry, som er rimelig berømt. Bl.a. en koncertsal og en bro der går over den centrale hovedvej i Chicago, der kører langs Lake Michigan.
Gik ned og fandt en McDonalds for at få noget frokost, og i mellemtiden fik Jeppe fat i en af hans kollegaer, som var fløjet ind fra Dallas. Han kom så ind til byen, og vi mødtes ved Macy’s. Da Jeppe og jeg gik ud fra McDonalds begndte det bare at regne helt vildt. Og det blev ved i noget tid. Heldigvis hodlte det op igen, omkring samme tid som Mikkel (kollegaen) dukkede op. Vi gik så rundt resten af dagen. Så Sears Tower, var dog ikke oppe i Skydecket for det kostede 12 dollar. Så Union Station, gik over Chicago River. Og flere bygninger. For er der noget der er meget af i Chicago er det bygnigner. De er overalt. Og det er ikke sådan nogle kedelige nogen, nej der er rigtig mange detaljer, og de er meget specielle. Oveni er byen så anlagt sådan så bygningerne har plads. Det føles knap så sammenpresset som i New York, baseret på mine sparsomme erfaringer med 1 dag i den by. Kom ver Chicago River og ind i Near North Side. Her så vi en masse restauranter, så vi bestluttede os for at spise der.
Vi vendte tilbage til hotellet. Egentlig boede Mikkel ude på det kursuscenter Jeppe og ham skal være på de næste 2 uger, men det tager 1 time med tog, og planen var lidt at vi skulle ud og have en øl eller 2. Så vi fik sat en Roll-away seng frem til Mikkel for $10. Super. Let opvarmning med en øl på værelset og så tilbage til Near North Side. Vi havde set en restaurant med mikrobryggeri der hed Rock Bottom, så det skulle prøves. Super sted, med rigtig god mad og fine øl. Jeg fik 11 oz Top Sirloin. Lækkert!

Da Mikkel havde været i Dallas havde han snakket med nogle fyre der kom fra Chicago, så han ringede til dem i løbet af eftermiddagen for at høre hvor det var fedt at gå i byen. Division og Clark var svaret, og han fik navnene på et par barer/klubber. Tog Metroen derud, og gik lidt rundt. Var først inde på en slags sportsbar, hvor vi fik en enkelt øl, og jeg noterede mig at West Virginia vandt deres lørdags kamp. Vi gik lidt rundt, og pludselig var vi foran en af de klubber Mikkel var blevet anbefalet. Ind med os der. Der skete ikke så meget i starten, vi drak bare et par øl, og hang i baren. Pludselig kom der dog gang i den, da en ung dame kom over og spurgte os om vi kunne opfylde en Bachelorettes ønske. Og hvad skulle det så betyde. Det var knap så slemt som man kunne tro. Hun fik hevet bruden over, en ganske nydelig dame, og vi fik kigget i bogen. Det er sådan forskellige ting de skal gøre idnen de bliver gift på deres polteraben. Det vi så kunne hjælpe med var at “Meet af guy with a foreign accent”, så hun fik 3 underskrifter af os. Samtidig fik jeg også skrevet under på “Meet af guy with gadgets (more than 2)”, for jeg havde været så forudseende at tage kamera med. Den plus mobiltelefon var nok. Så jeg fik mig også lige et billede med bruden Også gik det lige pludselig hurtigt. PIgerne kom tilbage efter 2 minutter, for nu skulle vi møde brudens mor. Fint nok. Så os ind i hjørnet af det andet rum og hilse på hende. Og blev vi så for det var et godt hjørne. Masser af damer der deltog i den polterabend. Plus, hun var åbenbart ikke den eneste der skulle giftes. Jeg tror der var 4 eller 5 bachelorette parties p åden bar den aften. Så der var damer overalt. Så vi drak nogle bajere og nød showet. Og fik også lov at deltage i løjerne, for vi var stort set de eneste fyre derinde. Mærkeligt er det også at når man siger man er fra Europra, så bliver de vældig interesserede. Ret morsomt. Kunne være man lige skulle spille lidt mere på det… Jeg tog metroen hjem ved 2 halv 3 tiden, og var hjemme klokken 3. Jeppe og Mikkel blev, men de var hjemme ved 4 tiden inkl en tur forbi Dunkin Donuts, så ret meget senere har de nok ikke gået.

Og så blev der sovet efter en lang dag!

Boarder flyet lidt over 5, og taxi’er ud til runway’en. Da vi kommer derud siger piloten at vi nok skal vente i 15-20 minutter før vi kan komme afsted. Venter. Venter. Der sker ingenting. Der går 45 minutter. Så kalder han ud, at alle fly til O’ Hare er grounded, og at vi bliver nødt til at køre tilbage til gaten, hvor vi vil blive lukket af flyet. What! Er i gaten 6:30. Der kommer update klokken 7. Går over til service centret for at høre hvad chancen er for at vi kommer afsted, og om det er muligt at få en besked afsted til Jeppe. Besked er ikke muligt, chancerne er dårlige. Der er tornado advarsel over O' Hare. Mange af mine med-passagerer ændrer deres billet, nogle annulere og leger bil for at køre. Jeg står bare og lurer. Update klokken 7 er stadig dårlig, de ved ingenting, stadig grounded, ny update 7:30. Snakker med Rune, da telefonen ringer på den anden linie: Det er Jeppe! Hans fly er blevet redirected til Milwaukee, også pga. vejret. Vi snakker lidt og ligger en plan. Service Centret sagde at hvis ikke vi kom afsted i aften, så var det første fly til Chicago over middag lørdag. Jeppe og jeg bliver enige om at hvis ikke jeg kan komme afsted om aftenen, er det måske ligeså godt bare at tage tilbage, for så er der så kort tid. Service Centret har sagt at der ingen kompensation er, men at de vil sørge for jeg kommer derhen hvor jeg vil, også til Morgantown, hvis jeg skulle ønske det.
Jeppe har update omkring kl. 8, så vi aftaler han skal ringe, når han ved mere. Ringer til hotellet for at høre hvad deres cancellation policy er. Og så er det jeg begynder at snakke med en fyr, der også var på flyet. Han rejser med en kolega, og sidder og snakker med en anden dame, der er lærer og sidder og retter opgaver. Vi snakker bare om løst og fast. Og de har åbenbart snakket om at hvis alt andet svigter så leger de en bil, køber en kasse bajere og kører fra Cleveland til Chicago. De er flinke, og lige pludselig er jeg med i planerne med Partybussen. Og hvorfor ikke?
Der kommer update op om at vi kommer afsted klokken 9, men der er ingen garanti. Det er bare det de tror. Dave, Tim og Kelly, som de hedder, og undertegneder beslutter os for at tage en øl i baren. Resten af Chicago flyet sidder derinde allerede. Hyggeligt. Dave og Tim arbejder for All State Insurance. Står bare og drikker øl og småsnakker. Det er vældig hyggeligt. På trods af at det er råddent at sidde i Cleveland. På det tidspunkt har jeg været i Cleveland i en 6 timer, så det er ikke lige frem morsomt. Plus, jeg overhovedet ikke ander om jeg kommer frem eller ej.
Jeppe ringer og siger at de er blevet clearet for at flyve. Vi aftaler at han skal ringe når han lander, og hvis jeg tager telefonen sidder jeg nok stadig i Cleveland, og så må iv tage den derfra, og tager jeg den ikke sidder jeg nok i flyet mod Chicago. Tim går lidt rundt i lufthavnen, og lige pludselig ringer Dave’s telefon så. Det er Tim: “flyet går nu! Vi boarder nu!” Smider øllen i baren, og stæser afsted mod gaten, ingen har kaldt ud over højtaleren. Vi når det. Stemningen er høj da alle går om bord. Og da flyet letter 8:30 – 8:45, er der højrt humør i kabinen.

Turen til Chicago er rimelig uinteressant, der er turbulens de sidste 20 minutter, så får ikke noget at drikke fra stewardessen. Sidder ved vinduet, og det er klart, så jeg får fint udsigt over Chicago under indflyvningen. Det er en kæmpe by! Og masser af lys. Det tegner godt.
Lander i Chicago efter en times flyvning. Der er kø på runway'en, og vores gate er ikke klar. Et andet fly ude på startbanen har ambulancer, og alt muligt gøgl ude omkring sig. Ingen ved hvad der er sket. Taxi'er ind til gaten, og mens det sker ringer Jeppe. Vi er begge i O’ Hare. Jeppe har fået sin baggage, så vi aftaler han skal finde over til Continental¨s terminal, og så ringe igen. Følges med Tim og Davfe over mod baggage claim gennem gaten. Der er mennesker overalt. Hele O' Hare har været lukket ned i 6 timer, så alt er delayed. O’ Hare er mega-hub i USA, så når den lukker kan det mærkes i resten af landet. Man skulle næsten kæmpe sig igennem menneskemængden. De folk der flyveru d fra O’ Hare vil så blive forsinket til deres connecting flights, og som ringe i vandet bliver resten af flytrafikken i USA forsinket.
Fandt ud til baggage claim, og fik min kuffert. Jeppe ringer, vi aftaler at mødes ved togstationen ind mod byen. Da jeg vender mig om og vil sige farvel til Dave og Tim, er de væk; på vej op med rulletrappen. Vinker, men de ser mig ikke. Kort bekendtskab, men hyggeligt. Går ned mod togstationen, og mødes med Jeppe i gangen på vej derned. Klokken er 10. Men endelig i Chicago.

Togturen tager 45 minutter og koster $2, så vi sidder bare og snakker. Tager en taxa fra Jackson station til hotellet, og får checket ind. Får mad på en sportsbar: South Loop, og går ud for at finde en bar. Der er ingenting, til gengæld finder vi et kollegie inde mit i byen, hvor studerende fra universitetern i Downtown bor. Finder en kiosk, der sælger øl, en 12-pack Miller Lite, og så tilbage på værelset. Får en enkelt, og så ellers i seng efter en lang dag, med lidt flere oplevelser end jeg lige havde planlagt.

Der går længere og længere mellem hver blog post. Tror det har noget at gøre med at der er nok at lave, og at de fleste ting efterhånden bliver rutine. Det betyder dog ikke at der ikke foregår noget.

Jeg var i Rec Centret mandag og træne. Det var rimelig lækkert. Bortset fra at jeg som sædvanlig overtrænede min arme, så jeg har så brugt dagene fra mandag til at få strukket det skidt ud. Det sker hver gang der er gået et par uger siden jeg har trænet sidst. Lige der hvor biceps musklen er sat fast ved albuen. Råddent og træls. Men jeg skulle være klar til næste uge.
Også er jeg ved at køre på AAU tid, hvilket betyder at det der med at gå til forelæsninger er lidt hip som hap. Specielt hvis forelæsningen ligger klokken 8 om morgenen. Det er lidt skidt, men på den anden side ikke så slemt. Læreren holder ikke attendence, og jeg kan materialet i forvejen, plus han gennemgår bare slavisk de noter, der ligger på kursushjemmesiden. Har en programming assignment til fredag i næste uge, så den skal jeg have kigget på.
Mit engelsk kursus går faktisk meget gdot. Det er ikke så slemt som jeg havde troet, selvom niveauet er rimelig lavt, og de andre studerende ikke fatter super meget. Vi har skrevet essay, og jeg fik mit tilbage forleden med karakteren A+. Så bliver det vist ikke bedre.

Onsdag morgen havde jeg første test i mit online kursus i Management of Small Business. Det er et mærkeligt kursus, og “underviseren” er en klaphat. Det gjorde det også rimelig svært at forberede sig, for man har ingen anelse om hvad for nogle spørgsmål der kommer. Vidste dog at det var en test med 50 spørgsmål: 25 true/false og 25 multiple choice. Så hvor svært kunne det være? Ben (room mate) brugte som sædvanlig masser af tid på forberede sig og studere. Han er så flittig. Undertegnede gjorde som jeg plejer (læs: ingenting udover at kopiere noterne).
Testen startede 9:30. Kørte egentlig brae igennem. læse spørgsmål, vælge det oplagte svar, og videre. Så da der var gået 15 minutter var jeg sådan set færdig. Nogen af spørgsmålene er jeg rimelig sikker på pensum ikke dækkede, men så måtte man jo gætte. Så lurede jeg lidt på det, for jeg vidste ikke om man måtte gå før tiden. Der gik et par minutter og en amerikaner var færdig, og det opdagde læreren åbenbart for han sagde at når man var færdig kunne man bare aflevere og smutte. S ådet gjorde jeg som nr 2 i klassen. Jeg havde nemlig andre ting på programmet. På vej ud af Business bygnignen mødte jeg Yosef som kom styrtende ind, fik senere at vide at han også skulle have den test, men at han havde sovet over sig.
I Mountain Lair var der Study Abroad Fair, og Rune og jeg vile være der og prøve at lokke studerende til AAU. Næsten alle exchange studerende var repræsenteret, så om ikke andet kunne vi da snakke med hinanden. Jeg har smidt nogle billeder af messen op i galleriet.
Det gik egentlig fint, men der var ikke mange der var ovre at spørge til os. Sverige fik ok med henvendelse. Tror det er fordi de ikke lige ved hvad Danmark er. Der var en pige der kom op til svenskerne og sagde med bedste amerikanske entusiasme “Wow, I’m from Sweden” og fortsatte “… and I didn’t even recognize the swedish flag”… “Ja så er du sgu nok ikke fra Sverige” var den oplagte kommetnar fra Rune og mig. Allle amerikanerne tror at hvis deres bedstefar i 7. led var fra Irland (som de allesammen er) eller SVerige, ja så er de også selv automatisk svenskere eller irere… Hmmm…
Onsdag var også dagen hvor jeg fik booket flybillet og hostel til en tur til New York. Sarah og Eithne har været primus motor i det, så vi skal aftsed fredag d. 13. oktober og kommer hjem tirsdag d. 17. oktober. Skal bo på hostel på Manhatten ved Broadway og 103rd. Det skal nok blive go gas!

Rune havde fødselsdag i Tirsdags, så han sagde at dem der var interesserede kunne mødes på Gibbies klokken 9. Som sagt så gjort. Vi var der stort set allesammen og de havde en Bucket of Budweiser Select for $6, dvs. 6 øl for 6 bucks. Puha, det gik godt! Og man bliver så dårlig af det amerikanske light øl, det går lige i sækken. Men sjovt var det. Det blev kun mere sjovt da de åbnede for karaoke anlægget, og Aleesha (fra Australien) gik helt amok. Folk faldt lidt fra da klokken nærmede sig midnat, men Rune morede sig og så kune jeg ikke få mig til at gå tidligt hjem… (hør lige hvordan det lyder)… så jeg blev og drak flere øl; det var jo hans fødselsdag. Andi og Aleesha blev også. Futtede hjem på et tidspunkd, og det lykkedes Rune og mig i bedste Gaden stil at smugle en af de metalspande man fik øllene i med ud. Sådan! Var forbi Casa d’Amici og få pizza, $1,50 per slice. Også gik vi hjem mens vi sang New York, New York med Frank Sinatra. Halvvejs oppe af Spruce St holder en bil stoper en bil, og en fyr råber “Go back to europe!”. Små-berusede vender vi os om, og så er det sgu Jon der holder der. Fik snakket lidt med ham og vi aftalte at han ville hente mig klokken 8 fredag morgen, og køre mig til Pittsburgh for min Chicago tur. På vej op til lejlighederne besluttede vi os for lige at gå forbi Eithne, Sarah, og Katies værelse og banke på. Det var vist mest morsomt for os…

Nåede selvfølgelig ikke min 8 o’ clock class torsdag morgen, men kom dog til engelsk kurset. Smuttede ud midt i timen for at gå på toilettet, og så kunne jeg lige tjekke min Management test karakter. Det gik ganske fint. Fik 90% i testen og har fået fuld point (6) i begge extra credit cases, så jeg endte på 102%, hvilket giver et A. Og der var ikke mange A’er på den karakterliste, det var mest B, C og D. Cool. Det er ligesom hjemme. Det er fanme let herovre, niveauet er latterligt lavt, og alligevel flopper folk totalt.

Skulle egentlig lave lektier torsdag eftermiddag, men efter frokost spurgte Sarah om jeg ikke kom forbi til snak og te inden jeg skulle p åbiblioteket og lave lekter. Og jo, hvorfor ikke. Så var jeg de ri 1,5 time. Katie kom, og hun havde class klokken 4, så jeg fulgtes med hende på biblioteket. Der mødte jeg så Eithne, og så gik der lige mere tid. Det endte med jeg fik lavet en halv times lektier, til gengæld havde jeg varmet op til de lekter i 2,5 time eller sådan noget. Det vidste sig dog heldigvis at den programming assignment var rimelig nem, fik næsten lavet det hele på den halve time. Så det var ikke helt skidt.
Mere te om aftenen, hvor nogle af pigerne gik ud, jeg blev hjemme og gik tidligt i seng. Jon hentede mig i morges klokken 8.30 og så kørte vi mod Pittsburgh.

Var i lufthavnen lidt over10, og mit fly gik 1:30, så der var rimelig med ventetid. Heldigvis var der gratis wireless i lufthavnen. Kom med et lille propel fly til Cleveland. Godt jeg hade mine ørepropper. Og var så klar på 2,5 times ventetid inden mit fly til Chicago. Men, men, men. På skærmen stod dre bare at mit fly 4:47 var forsinket til 7:45!!! Skyndte mig over til service centret, og jeg var så heldig at få den sidste plads på 3.05 flyet til chicago, som var forsinket til 5:30. Fint. Damen ved disken spurgte hvor jeg var fra, “Danmark”, for hun skulle nemlig til København i næste uge. så jeg fik min plads, og hun stillede et par spørgsmål. Fin byttehandel. Nu sidder jeg og venter ved gate D17, og håber vi snart kan komme afsted. Jeppe skal lande 5:35 i Chicago, så jeg håber security og baggage claim er langsom, så jeg kan nå at komme til international, inden han lander. Og at han ringer når han ankommer. JEg har nemlig ikke noget nummer på ham, så det bliver lidt spændende. Men mon ikke han ringer, for jeg har hotel reservationen og kender vejen til hotellet…

Vi skulle mødes 3.30PM i forhallen ved Arnold, og i vanlig stil kom folk ikke til tiden. Så det tog vel ekstra 45 minutter før vi kom afsted. Det er lidt mærkelgit, da jeg ankom fik jeg en brochure om hvor meget amerikanere går op i tid og at komme til tiden, men ingen kommer til tiden. Mystisk. Anyway, en god ting ved amerikansk kultur er at man da ikke kan tage nogle steder uden at få mad, så inden vi gik ombord i bussen fik vi en pose med lidt snacks, en sandwich og et æble. Great! En anden god ting er at der altid er toiletter…
Det tog vel 4-5 timer at komme til Washington og finde hotellet. Det viste sig så hurtigt at det hotel jeg troede vi skulle bo på, ikke var det rigtige. Øv! For det var så lækkert det andet hotel. Men i stedet boede vi her. Det var okay hotel ingen problemer der. Men der var 3.5 miles til Metro stationen, og der var rimelig langt ind til Washington. Der var bestilt pizza fra Domino’s til os, så det var cool. Jeg skulle bo på værelse med Rob, Guney og Andi, og da vi kom op til værelste kom chokket: En king-size bed til 4 gutter. Det duer ikke! Ned igen, og så fik vi det rigtige værelse: 2 double size beds og stadig 4 gutter. Så der var dømt sengekammerat for 2 nætter. Det gik dog fint. Ingen problemer. Vi gik ud og fandt en 7-11 hvor vi købte en 12 pack Bud Light. Tilbage til værelst og hamre øl, og så ellers i seng. Grunden var simpel, der skulle bruges øl for at sove i seng med en anden gut…

Op næste morgen ved halv 8 tiden, og få noget morgemand på hotellet. Bussen afgik ved 9.30 tiden mod Washington. Belv smidt af ved WWII Memorial hvor der også ville være pickup om aftenen klokken 10. Også begyndte ræset mod de forskellige sights ellers. De fleste af exchange studerende var med på turen, så vi var vel en 20 stykker i alt. Ti lat begynde med gik vi lidt rundt som en stor gruppe. Satte næsten mod Det Hvide Hus i små-regnvejr. Vi nåede hytten i mere eller mindre samlet flok, og fik taget det obligatoriske billeder af huset.

Mange af de andre bemærkede at Det Hvide hus var minre end de havde regnet med. Jeg vidste egentlig godt det ikke var så stort, men alligevel, det er rimelig småt. Sådan alt taget i betragtning. Nogle af os stak fra hovedgruppen, for det er for upraktisk at gå rundt 20 mand. Vi fik dannet en udbrydergruppe bestående af Eithne, Rob, Guney, Neda, Aleesha, og undertegnede. God kombination. Gik ned mod The National Mall hvor alle de store monumenter er ud mod. Snakkede med nogle anti-Irak og anti-Bush protester. Derefter mod museer, først Smithsonian Donald W. Reynoalds Center for American Art and Portraiture. Meget interessant, jeg så 20th Century Americans, Americas Presidents, Americans Now, American Experience, American Presidency and the Cold War.

Bagefter gik vi ned til Smithsonian Air and Space Museum. Meget interssant en masse omkring rumkapløbet og en masse super fede udstillinger, Masser af raketter, rummoduler og alt muligt. Meget cool!
Gik mod Capitol Hill, som huser kongressen og vidst også Senatet.

Det var stort og flot. Så Supreme Court, og Library of Congress. Tog Metroen til MetroCenter for at finde en restaurant. Washington bærer præg af at det er en regeringsby, hvor der er liv i hverdagen men at folk tager væk i weekenden. De fleste restauranter var lukkede, og der var ikk ret mange biler og mennesker. Fandt et hyggeligt sted i nærheden af K St, hvor vi fik nogle pastaretter. Mørket vra ved at falde på, og vi tog en taxa til Lincoln Memorial.

Det var mørkt da vi nåede frem men det gjorde egentlig ikke noget. Det va rvirkelig flot i lyset, og med projektører på. De forstår at sætte et show op, amerikanerne.
Var ovre og se Korean War Memorial, det var virkelig stærkt. Specielt i mørket, mend de dæmpede projektører på soldaterne. Det var virkelig stærkt! Der er en inskription ved det monument der står “Freedom is not free”. Det får lov at stå for sig selv.

Fandt Vietnam War Memorial. Ved indgangen er der bøger hvor man kan finde navnene på alle dem der faldt i Vietnam krigen fra amerikansk side. Så kan man slå op, og finde ud af hvor på væggen navnet er skrevet. Monumentvæggen går nærmest ned i jorden, og man går langs den her lange væg og der er bare navn efter navn.
Amerikanerne har virkelig haft store tab rundt om i verden, og når man ser de her krigsmonumenter, så kan man godt mærke historien tynge.

Vi gik op til WWII Memorial og så det. Det var også stærkt, men på en mere dæmpet måde. Der var en væg fyldt med stjerner der spejler sig i en lille sø. Foran står “Here we mark the price of freedom”.

Gik op til Washington Mermorial og så det by night time. Det er virkelig flot at se hvordan det hele er lagt ud på akser og linier. Og med lyset på om aftenen. Det er en oplevelse.

Hoppede på bussen klokken 10, godt træt efter at have gjort Washington på 12 timer.

Washington er en virkelig spændende by, og der er rigtig meget at se. Og det hele eller det meste er gratis. Kunne sagtens bruge flere dage der. Og byen er meget ren og virker ufarlig. I hvert fald omkring centrum, hvor monumenterne er. Har læst at Washington er en af de byer i USA med højest mordrate, så det tyder på at man skal vide hvor man går. Jon, min buddy, sagde også at vi ikke skulle gå nogen som helst steder vi ikke vidste hvor var, og ellers altid tage en taxa. Så det er åbenbart en semi-skummel by. Men i turiststederne oplever man ikke det.
Men helt sikkert en by jeg kunne tænke mig at komme tilbage til en anden gang.

Nogen snakkede om at gå ud, men vi var førts på hotellet klokken 11. Jeg gad heller ikke, og stille og roligt faldte de fleste også fra. Nogle gik dog ud, men det var fåtal. Andi og jeg blev hjeme og så film (Dum og Dummere) og drak de sidste øl. Vi endte med at få besøg af Steffan, Eithne, Katie, og Aleesha, så det var vældig hyggeligt.
Var oppe i morges og klar til 9 tiden. Bussen kom først afsted halv 11, endnu et eksempel på amerikansk punktlighed. Var forbi Hagerstown Outlet p åvej hjem. Standard amerikansk factory outlet mall. Ingenting specielt, har set det før. De havde dog en Under Armour butik, det har jegi kke set andre steder, men den var ikke billig, det var standard butikspriser men med mindre udvalg. S åde kunne glemme det, kunne de. Var tilbage ved 5 tiden i eftermiddags.

Fik spist, og har ellers lavet lidt lektier til ugen der kommer. Også har jeg fået planlagt Chicago tur. Det er endt med at Jon kører mig til Pittsburgh (super kanon buddy!), hvor jeg flyver over Cleveland til Chicago fredag. Har booket hotel ved Travelodge, og det ligger en 4 blocks fra downtown Chicago. Bliver så der indtil mandag morgen, hvor jeg flyver hjem igen. Jon har også sagt han gerne vil hente mig mandag middag, så det er bare perfekt. Jeppe skulle vist lande et kvarter efter mig fredag, så vi kan følges ind til byen. Praktisk.

Resten af billederne fra Washington turen.

Tirsdag var undervisning, og ikke rigtig noget interessant. Onsdag skulle jeg prøve at få bilen inspiceret, så jeg kunne få et klistermærke i forruden og dermed være lovlig. Kørte ud til Meineke ved Waterfront, der havde Jon fået sin bil inspiceret et par dage i forvejen. Den ligger ved siden af Aldi, så Rune (som var taget med for selskab) og jeg gik derind og handlede. KOm tilbage til værkstedet, og gæt om de ville godkende bilen? Niksen biksen. Gutten mente der skulle skiftes front aksler og udstødning før de ville det. Og det til den nette sum af $700. “Tak for det”, sagde jeg, og kørte igen. Da vi kom ud var det selvfølgelig begyndt at regne, super dag! Og hvad gør man så? Snakkede med Jon, og vi blev enige om at jeg vist bare “glemmer” at min bil skal inspiceres. Skal kun være her i 3 mpåneder mere, og hvis ikke jeg bliver trukket til side af en politmand, opdager de det aldrig. Det er i hvert fald planen. Gør de det, er det værste de kan ske at mna får en bøde. Og man kan nok få mange bøder for 700 dollar. Men træls er det.

Så videoer i mit Management kursus resten af dagen, for jeg skal have set en masse og lavet en opgave inden fredag. Opgaven skal nemlig aflevres mandag, men vi tager til Washington fra fredag til søndag, så weekenden kan jeg ikke bruge til at skrive den i. De videoer er så super kedelige, at det er helt forfærdeligt. Havde kursus i Evansdale om aftenen, og snakkede med Peter på vej derud. Vi belv også enige om at det med den inspektion kan være lidt ligemeget. Og vigtigtst af alt at der ikker er noget i vejen med bilen. Jeg har jo kørt fra Delaware til West virginia i den 300 miles, og ikke oplevet noget som helst. S ådet lugter lidt. Og som Peter sagde, så er de her state inspections i West virginia private. Dvs. det er værksteder der gør det. Og de har jo lidt en itneressere i at der er fejl på bilen som skal udbedres.

Der er fodbold torsdag. WVU mod Maryland. Jeg fik ikke nogen billet for jeg glemte at requeste den i weekdnen. Request perioden var ændret i forhold til de andre kampe. Aleesha havde fået en billet, men ville ikke bruge den, så vi lagde en plan. Vi sad ved siden af hinanden med hver sin computer, og da hun så annulerede sin billet, bad jeg om at få en. Og det virkede! så jeg har billet til fodbold kampen torsdag aften. Woohoo.

Torsdag skulle jeg til undervsining om morgenen, men kom aldirg op. Jeg er begyndt at sove rimelig meget, ved sgu ikke hvad der er galt. Men det er nok bare fordi man har vænnet sig til det herovre, og så begynder at opføre sig som hjemme. KOm dog afsted til mit engelskkursus. Bagefter var der Management videoer der skulle sees, og så skulle jeg mødes med Jon foran Nicks Canteen halv 5. Smuttede op forbi hans Fraternity hus med hans taske. det er et kæmpe hus de har. Det er ved at blive bygget om, og er slet ikke færdigt endnu, men det er stort. Satser lidt på at jeg skal inviteres med til en fest deroppe når det åbner, så jeg kan sige jeg har været til frat-fest
Så mod PRT’en ud til Football Stadium. Gik ned til Jon’s fraternity (Kappa Alpha) der havde en tailgating plads og kegs.

Det var dog ikke til at få øl der, så vi gik ned og købte en 20 pack Natural Light i en kiosk. Katie var stødt til på dte tidspunkt, så det var god gas.

Natural Light er vand, med lidt farve. Men essentielt set bare vand. JOn blev rimelig vissen af dem alligevel. Men sådan er det nok bare

Smuttede ind mod stadion ved 7 tiden og kom op aller øverst på hvor der var suepr udsigt til banen. Der kan være 60.000 mennesker på det stdaion, det er lidt mer een Parken… og det er kun et universitets stadion. Det er vildt. Først kommer bandet på, og der laver opstillinger og spilller.

Det er ret imponerende. Bagefter løber spillerne så på banen, og så begynder de at være larm. WVU vandt kampen 45-17 eller sådan noget
Når der er 3. down tager alle deres nøgler frem og ryster dem for at lave larm. Så ca. 60.000 sæt nøgler der rasler, det larmer! Ellers råber siderne på stadion til hinanden. Student sektionen som jeg står i råber “Let’s Go”, og så råber den anden side “Mountaineers”, det fortsætter så i noget tid. Og det lyder fedt! Når der bliver scoret kaster fyrene pigerne op i luften. Det ser vildt ud.
Der er masser af billeder i galleriet.

Vi tager til Washington i eftermiddag klokken 3.30. Vi skal bo på det her hotel der ligger midt i Washington, og tæt på det hvide hus, capitol hill, og alt det andet man skal se. Og metro’en i Washington går faktisk lige under hotellet, det er cool. Vi kommer vist hjem på søndag, men der har ikke været så meget information om det. Men det er det sidste vi har hørt. Så der skulle være fin tid til at nå at se det hele.

Var oppe ved 7 tiden for at få pakket ind og ud. Fik flyttet alle lillebrors sager ud i skuret, så det er nemt at pkake i containeren. Herefter kørte Peter og jeg mod Dover for at få skiftet min forrude. Peter kørte i Pickup’en, for så kunne vi nå nogle ærinder mens ruden blev skiftet. Vi var igennem drive-thru bank på vej derned. Det er rimelig morsomt. Ligesom McDonalds, bare med bank ting. Så når man kører op er der sådan en boks med en cylinbder inden i hvor man kan putte penge og adnre ting til bankpersonen, og han kan sende tilsvarende tilbage. Ligesom den Olsen banden film, hvor de hælder kaffe i cylinderen og bruger det til at bryde ind i det firma. Ned til auto-glas-manden og aflevere bil. Ud og få morgemad på en Hollywood Diner, fik en omelet med fritter. Nice! OMkring PepBoys – bildele – og hente nye viskerblade, og transmission olie til Toyota’en. Herefter mod Walmart hvor Peter skulle have batteri i Sams Club, og jeg skulle købe gasgrill til den gamle. INdkøbet gik godt, da Walmart damen skannede grillen ind var der slået $120 af prisen.

Så det blev lige pludselig ret godt. Skyndte mig at betale og så fik vi bakset grillen op i laddet på trucken. Kassen vejede fanme 100 kilo! Så der kan vist lavces gode burgere på den, hint, hint. Så mod autoglasmanden igen, og han havde skiftet forruden. Åbenbart var det den oprindelige rude der var i endnu. Altså den fra 1990 da bilen blev lavet. Rimelig impoerende. Det samme som med køleren. Selvfølgelig er det i stykker nu og skal skiftes, men det har dælme holdt længe. Der var åbenbart en del rust under den gamle rude, så det havde han renset. Det gik vist, og ingen problemer. Men den bil er sgu lidt at et puslespil… Inden jeg nåede tilbage til Peters, var klokken næsten 12. Så inden vi fik skiftet dele på bilen, og jeg fik sagt farvel, blev klokken 12.15.

Futtede ud mod I-95, og vendte snuden mod WV. Et stop i Maryland for at få Starbucks kaffe, et stop i Myersville for at tanke benzin, og ellers ingen stop. Da jeg tankde benzin opdagede jeg at den hældte jævnt meget transmission olie ud. Fedt! Så er der problemer igen, tænkte jeg. Ringede til Peter, og vi blev enige om at det måtte være en overfyldt’s ventil, for vi hældte bare i, uden helt at vide hvor meget der skulle være. Resten af turen forløb også uden problemer, bortset fra mig der var nervøs. Da jeg passerede Frostburg, mit nemesis, var jeg rimelig klam. Men det gik da. Næsten i WV var der en del tåge, det var fuldstændig tæt. Så det var lidt skummelt at køre i. Ingen problemere dog. Det klarede dog op efter en 10-15 miles. Det sidste stykke var ret morsomt, ikke nok med at jeg var bekymret over automatgearet, samtidg begyndte ruden at knirke. Uhhh. Ingne problemer (vidste sig da jeg nåede frem at det tape der beskytter limen mens det tørrer var revet af, så det var det der larmede). Ankom i Morgantown 5.15, så det har taget mig 5 timer at køre tilbage. Det er ret godt! Korttjenester på nettet bedømmer det til 4t 45m uden pauser. Så udemærket.

Hankede op i mit gøgl for jeg havde jo købt halvdelen af Kohls (tøj) og slæbt det over til Downtown Library hvor jeg lige hilste på Rune. Så snuden mod Arnold, hvor jeg fik aftensmad. De fleste af de andre exchange studerende var også dernede, så jeg fik lidt snak. Tror sgu næsten jeg var savnet i weekenden, og det er sådan set meget rart!
Har siddet og fået styr på nogle småting til næste uge. Lavet lidt lektier til i morgne, og sådan ellers ordnet småting. Der er Monday Night Football på ESPN, så det kører i baggrunden. Jeg er rimelig bombet. Tidligt op og så 300 miles på 5 timer under bæltet sætter sine spor!

Men jeg har haft en rigtig rar weekend hos Peter og Debbie, så det var lækkert. Det er rart at kunne tage et sted hen, og så har mna nærmest lidt familie. Det gør så mange ting, så meget nemmere. Plus så får man oplevelsen af lidt familie-liv, og det kan man jo godt savne engang imellem. Benjamin (room-mate) og mig er der ikke meget familie over. Der bliver primært studeret her i ljeligheden – mest af Benjamin – og specielt hyggeligt er der ikke. Så er det godt man kan gå ned på 4. til de irske piger og nasse te og snak. Deres rum er mere homey og hyggeligt. Det er nok kromosom-sammensætningen, der gør det…

Jeg kom op fredag morgen klokken 8, fik morgenmad og pakket det sidste. Også gik jeg over til Rune for at hente min bil. Fik tanket dytten op til $2.69 per gallon, og klokken 9.35 på I-68 mod Delaware. Fik bekræftet min anelse fra sidste gang: den sidste/første time fra Morgantown mod Frostburg, MD er klart det værste stykke på vej væk. Det er meget bakket, og det er svært at holde en fornuftig gennemsnitsfart. Da jeg passerede Frostburg gibbede det lidt i mig, det var jo her køleren gik da jeg kørte til WVU første gang. Der var dog ingen problemer. Jeg holder en rimelig fin gennemsnitsfart omk. 70-75 mph, så bliver det til noget, og man følger pænt trafikken. Lige uden for Frederick kørte jeg ind for at få lidt frokost, og få fyldt olie på bilen. Den er nemlig lidt tørstig… Bare man holder øje med den, betyder det ikke så meget, men jeg har altid olie i baggagerummet. Der var noget tæt trafik omkring Baltimore på I-695, men det gled. Fra på 896′eren mod Middletown og Townsend, og så ankom jeg ved Peter omkring klokken 15 – lige til kaffetid.

Så det tager godt og vel 5,5 time inkl. pause, og koster 3/4 tank benzin.

Peter skulle til møde i danskreklubben om aftenen, og spurgte om jeg ville med. Og hvorfor ikke? Vi samlede 3 andre op omkring Philadelphia, og kørte så derud. Det var meget sjvot at være med til. Det er folk der Danmark, eller folk der har danske rødder, er gift med en dansker eller lignende der er medlem. De mødes så engang i mellem (en gang om måneden eller hver anden måned) og snakker og spiser. Vi fik biksemad og spejlæg. Super! Efter maden var gennemgang af sager fra Bestyrelsen, og så kørte vi hjem bagefter. Vi var vel hjemme omkring midnat.

Op næste morgen og mod Dover for at få skiftet forruden. Da vi kom frem, viste det sig at stedet var lukket. Peter ringede rundt til nogle andre autoglas-shops, og dre var ingen der kunne skifte ruden før Mandag. Så jeg fik en tid mandag morgen klokken 9. Forbi Dunkin Donuts i Smyrna på vej tilbage.
Erik kom noget tid efter vi kom tilbage, og vi fik snakket en hel del. Var ude at spise frokost med Peter, Debbie, Thor og Erik på Tequila’s i Middletown; et mexikansk sted. Ganske glimrende mad! Jeg fik enchiladas med kylling.
Debbie og Thor havde nogle ærinder om eftermiddagen, og Erik og jeg kørte med. Jeg ville nemlig ud og købe noget tøj, og Debbie vidste hvilken butik, dre var interessant. Var forbi en skatepark i Smyrna med Thor. Der var nogle cool’e faciliteter. I Dover var vi i Best Buy med Debbies computer, og her fandt jeg ved et tilfælde Creative Zen V Plus, en MP3 afspillre jeg har kigget på. Har kigget på den i et uger, men vidste ikke hvornår den udkom. Åbenbart gjorde den det i fredags, for der fik Best Buy i Dover i hvert fald deres. Købte 4 gigabyte versionen til $179 og en FM sender. Delaware har ingen moms, så det er her sager skal købes! Herefter ud og kigge på Audi, hvilket var vældig god gas. Prøvede en 3.2 T Quattro. Cool! Herefter til Kohls for at købe tøj. De har alle mulige mærker og det er jævnt billigt. Endte med at købe 3 par bukser og nogle t-shirts. Og jeg fandt ud af at en inch i DK åbenbart ikke er den samme inch i US. For den størrelse jeg normalt bruger var i hvert fald ikke den størrelse jeg skulle bruge herovre. Og det tog mig så 30 bukser at komme frem til den konklusion. For hvert mærke og model siddre jo forskelligt. Jesus!
Tilbage til huset og få noget aftensmam. Erik og jeg så Ohio St mod Texas Longhorns om aftenen, Ohio vandt, og så til køjs!

Sov længe i dag, fik lavet nogle lektier, og snakket en hel del med Debbie. Vi snakkede bl.a. om Aalborg-modellen Fik sat nummerpladen ordentligt fast, så bilen ser helt officiel ud nu.

Skype’t med familien hjemme, og fik også snakket med Jeppe. Han skal på intro forløb hos Accenture i Chicago sidst i september, så vi er ved at prøve og planlægge at jeg kommer derovre i den første elle rsidste weekend han er her. Koster $150 dollar ca. at flyve derover fra Pittsburgh, så det er ikke galt. Bagefter kørte jeg til Dover igen for at handle sager ind til Joachim. Han skal både have sodavand, chokoladekiks (Oreos), og Ipod, så jeg fik rigtig handlet.

Da jeg kom ud fra Best Buy så jeg en politimand stå med en metalpind opad en bil. Han lignede de biltyve man ser i film, han brugte i hvert fald smame værktøj. Så rimelig sjovt ud. Han var selvfølgelig bare ved at hjælpe den uheldige ejer ind i sin bil, for de havde åbenbart låst nøglerne inde. Men sjovt så det ud. Jeg kørte bagvejen fra Peter ud og tilbage igen fra Dover. Det er en lidt snørklet vej, men havde kørt den et par gange med Peter og Debbie hver for sig i denne her weekend, så jeg mente nok jeg kunne finde vej igen. Og det gik også fint! Succes. På vej tilbage var jeg forbi Dunkin Donuts i Smyrna og lave min første “drive thru” i Toyota’en. Jow jow, sådan der. Amerikaner! Og jeg købte endda kaffe, så blir det næsten ikke mere amerikansk.
Jeg har ordnet lidt småting i aften, og ellers set fodbold. Lige nu er der Manning-bowl, Colts mod Giants. Det er nu herligt at være herovre om efteråret
Imorgen skal jeg så have skiftet forruden, og ellers vende snuden mod WV igen. Jeg ender nok med først at være fremme sidst på eftermiddagen, men det er også godt nok.

Angående at køre bil i USA, må jeg nok sige jeg er rimelig imponeret. Det går utrolig nemt, uden problemer at nogen art. Jeg kørte 300 miles fredag, og der var ikke en eneste ting der var skummel, eller nogen som helst situation der opstod. Det er ret godt gået, når man tænker på at det er en tur næsten til Hannover fra Aalborg. Der er dog nogle sjove ting i forhold til amerikanernes kørsel. For eksempel kigger de normalt ikke ret lnagt frem i trafikken, tænker ikke frem. Det betyder at de høvler op i røven af den forankørende og så står på bremsen fordi der er nogle længere foran der bremser. I stedet for bare at køre ligeså stille, se frem at der er nogen der bremser, også lette foden lidt, eller skifte ned i cruise controllen. Og så er det ikke noget problem at overhale indenom, det er faktisk mere reglen end undtagelsen. Da jeg kørte herovre vfar der steder med 3 baner, den midterste hvor jeg var i kørte vel 70 mph eller noget og der er 65 mph limit. Yderste baner kørte lidt hurtigere, men den inderste bane kørte klart hurtigts. Så man kører der i midten mens man bliver overhalet både højre og venstre om. Jow tak. Og så sker det relativt ofte at en fra den yderste og inderste bane skifter i den midterste samme tid, det kan godt skabe lidt problemer, men det gør det nu sjældent.

Samme med at følge skiltene, det går også stille og roligt. Det amerikanske vejnet er rimelig simpelt at finde ud af. Til Peter skal man køre I-68E, til I-70E, til I-695N, til I-95N og så af på 896S. Det er til at finde ud af.
Tror den amerikanske kørementalitet har sneget sig ind i mit hovede. For hjemme kunne jeg aldrig finde på at køre til Hannover for en forlænget weekend, herovre regner jeg det ikke rigtig for noget. Det er rimelig mystisk. Men god gas Lover godt for gode road-trip ture i nærmeste fremtid. Rune, den anden dansker på WVU, har meldt sig under Toyota’ens faner.

Jeg vidste det egentlig godt inden jeg tog hjemmefra. Men jeg har aldrig rigtig tænkt mere over det. Christian fra HH fortalte mig om det over frokost engang. Efter jeg kom herovre er jeg så kommet i tanke om det igen.
Det er primært folk fra Kina og Hong Kong, der gør det – har 2 navne forstås. Når de rejser ud i verden siger de ikke at de hedder Chang eller Wen Xin, eller Wan Hut, eller hvad man nu hedder derovre. Nej, istedet siger de de hedder et engelsk navn. John, James, whatever. Og det navn har ikke noget at gøre med deres kinesiske navn. det er ligesom de bare vælger selv hvad de vil hedde, når de rejser over grænsen. Nogen gange (læs: som regel) giver det sig udslag i noget rimelig morsomt. Steffan bor med en Hong Kong fyr, som hedder et eller andet kinesisk, og det står også på deres dør. Men han insisterer på at blive kaldt Rocky. Fint nok, men en af hans venner også fra Hong Kong insisterer på at blive kaldt Fatman, også er det jo ligesom at det bliver svært at holde masken.
Jeg ved ikke hvorfor, men det har nok noget at gøre med at de gerne vil være vestlige, og at os fra Vesten har svært ved at udtale deres navne; hvilket vi også har. Men det er da lidt morsomt

Forresten er der kickoff i aften til NFL – amerikansk fodbold. Steelers skal spille mod Dolphins klokken 8.30. Steelers kommer jo fra Pittsburgh og det er den største by i nærheden af Morgantown, så her er man Steeler fans. Folk har rendt rundt i Steelers trøjer hele dagen, så jeg tror der bliver god gang i den.

Jo mere man snakker med folk internationalt og folk fra USA, finder man ud af at vi som danske studerende er rigtig priviligerede. Det ved man selvfølgelig godt hjemmefra, men det får en anden klang når man rejser ud. For det første kan vi rent faktisk tale og skrive engelsk. Gøre os forståelige og kommer omkring. Det står i skarp kontrast til de studerende fra Asien, men også bare studerende fra Europa. Der er meget stor forskel. Oveni får vi penge fra staten for at læse og vi skal ikke betale hovedparten tilbage. Når jeg fortæller amerikanere atj eg får $800 om måneden bare for at studere, og at staten samtidig betaler min uddannelse, kigger de på mig som om jeg er idiot og lige har fortalt dem en løgnehistorie. Det er så modsat deres system, at det er helt uvirkeligt. Ligeså uvirkeligt er det også for dem når man så siger at til gengæld betaler dem der betaler mest i skat 63%, så kigger de også på en som om man er idiot. Eller at vi har moms på 25%. Det kan de slet ikke forstå. Systemerne er simpelthen så forskellige.
Jeg ved ikke hvad der er bedst, det er svært at svare på. Men man oplever i hvert fald at man er priviligeret. Meget endda.

Jeg er stadig syg. Så er det på plads. Det hjalp ikke at jeg tog til min class i går aftes fra 6-9 i Computer Network Forensics. Classen var sådan set fin nok, men det var mere rum forholdende der var problemet. Der er selvfølgelig aircondition, og det er fint nok, men jeg tror ikke de indstiller dem efter en specifik temperatur. I stedet køler de bare en differnece fra udendørstemperaturen. Det kan være fint nok når der er 30 grader udenfor og det er midt på dagen, men når maks temperaturen er 24 om dagen, og classen ligger om aftenen hvor temperaturen falder hurtigt, bliver der lige pludselig koldt. Meget koldt! Havde min ellers normalt mega varme fleece trøje på, og jeg frøs. Heldigivs havde jeg dog taget trøje med (af bitter erfaring), Henrik sad i korte ærmer. Han frøs også rimelig meget!
Tilbage til Arnold hvor jeg smuttede ind forbi pigerne på 4. sal, og nassede en kop te. Smuttede op for at gå tidligt i seng. Fjernsynet virkede ikke, og jeg var ikke super træt, så jeg gik ned til Rob i stedet. Småsnakkede lidt, og gik op igen. I mellemtiden var Ben så kommet hjem, så vi fik også lige en snak. Gik i seng med den klare intention at stå op til klokken 7, for at komme til mit kursus i Data/Computer Communications klokken 8 torsdag morgen.
Men da jeg vågnede kunne jeg godt mærke at det var en dårlig plan. Stadig ondt i halsen og nu endnu mere snottet. Yes. Elsker at være syg. Skrev til Henrik at han ikke skulle vente på mig for jeg ville sovre noget mere, hvilket jeg gjorde til klokken 9 hvor jeg gik ned og fik morgenmad. Sov lidt mere bagefter. Stod op for at nå mit engelsk kursus, hvor jeg også lige tjekkede mail. Det viste sig så at mit kursus om morgenen var aflyst, så det var meget godt jeg ikke kom. Engelskkurset gik fint, det går faktisk meget godt, selvom man føler sig sat tilbage til folkeskolen. Hvis vi skal lave noget på side 7 i bogen, skriver hun “page 7″ op på tavlen, for ellers fatter folk ingenting. Det er lidt morsomt! Og så morer jeg mig stadig over at man ikke rækker hånden op når man vil sige noget. Oplevede det til mit Network Forensics og Entrepreneurship kursus. Det er virkelig mærkeligt.

Fik noget okay frokost i Arnold (pizza og salat), og snakkede lidt med Fillippo. Han er en sjov fyr. han fortalte røverhistorier fra da han arbejde i Liverpool som bartender. Go gas. Computeren tog nogle timer i eftermiddag, og så har jeg læst USA Today og Wall Street Journal. Alle mulige aviser er nemlig gratis her på uni, så keder man sig, kan man altid læse en avis. De to aviser jeg nævnte plus New York Times, Dominion Post og uni’s egen Daily Atheneum er altid tilgængelige. Det er rimelig fedt. Den står vist på Bowling i aften med Ben og Sabine (Tyskland), og Rob vil vist ogås deltage. De andre vil i byen, ned på Sports Page hvor der er Ladies Night og så på Bent Willeys bagefter. Jeg bliver hjemme. Skal se og komme over det her sygdomsværk, plus jeg kører til Peter i morgen tidlig klokken 9. Der er det snedigt nok at være frisk. Turen tager en 4,5 – 5 timer, så jeg satser på at være fremme til kaffetid.

Der var vist en skyldehistorie om de amerikanske piger. Det er rimelig mærkeligt. Men her kommer der nogle betragtninger fra Vikingen i Morgantown: Åbenbart er det ikke nødvendigt at have særlig meget tøj på. Faktisk er jo mindre åbenbart bedre. Det vil sige til hverdag men i endnu højere grad når de går til fest eller går ud. De har virkelig lidt tøj på. På klubberne er det så bare endnu værre. Det er stramt og meget lidt. Altså det er fint nok at kigge på, men det er ikke specielt classy eller elegant. Oveni det har de, i hvert i den her by, forholdsmæssigt store bryster. Jeg ved ikke om industrien i Morgantown har ledt for meget hormonholdigt affald ud i vandet, men et eller andet er der i hvert fald foregået. Fint nok. Når man så er kærestepar i USA og man går ud, så holder man ikke rigtig i hånd, eller kysser. Til gengæld danser man. Og den dans de danser herovre, er dans som man skal betale penge for i Danmark. Nu kunne man så tro at det kun galt for kærester, men nej, fremmede får samme “behandling”. Det er virkelig skummelt. Vi var på Bent Willeys (en danseklub) for noget tid siden, og vi stod 10 exchange studerende fra Europa og kiggede måbenbde på de ting de foretog sig. Og havde rimelig svært ved at finde ud af om man skulle grine eller græde. Det er virkelig vildt!
Men det er meget sjovt at se på når man står i hjørnet og drikker øl. Der er eltid underholdning. Selvom man godt kan komme til at tænke på om man skal gå over og stikke dem en $1 seddel som tak for showet…