Kristian Kristensen’s Blog

Min plan for igår var bare at hænge lidt ud og så få gjort klar til at komme til West Virginia. Efter jeg havde skrevet den blog post igår kom Peter hjem, og så fik jeg kigget lidt på bilen. Der var lidt ballade med den, og at få den startet, men Chris – Peters ansate alt-mulig-mekaniker – fik hurtigt fikset det (en af ledningerne til batteriet sad ikke ordentligt fast). Derefter kørte vi en bette tur i nabolaget, så jeg lige kunne få lidt føling med den. Den kører fint. Ingen problemer, så det er cool. Vel tilbage fik jeg vasket bilen, og begyndte at kigge lidt på at få radioen til at virke. De ledninger der var trukket var der ingen sovs i, og generelt var det egentlig bare lidt mærkelig. Erik – Peters ældste søn – havde rodet med en tilsvarende radio i en tilsvarende bil, så han lurede lige lidt på det. Og med hans og Chris’ hjælp blev der trukket nogle nye ledninger ned igennem bilen, og sat til nogle højtalere, der egentlig ligner pc højtalere, i hattehylden. Så er der musik i dytten! Herefter startede jeg dytten op for at køre til WalMart i Dover og proviantere lidt. Turen derned gik uden problemer. Fik købt lidt sodavand, slik, lommelygte, et par håndklæder, et kort, og ville også have haft en køletaske, men dem de havde var dyre, små og upraktiske. Futtede hjemad, og fandt vej uden problemer (Tag den, Gammelnok). Hjemme fandt jeg så ud af at Peter var på vej i Sams Club (WalMart for firmaer, ligger samme sted), så jeg besluttede mig for at køre med igen, for at finde en køletaske. De havde selvfølgelig heller ikke nogen! Vi skulle have Domino’s Pizza til aftensmad, og ved pizzabiksen lå der en Acme; de havde heller ingen ordentlige køletasker. Så i Roses, og de havde en! Woohoo. Fik en der kan have 36 dåser for $12,50; det er sådan det skal være. Med det var jeg klar til turen til West Virginia.
Stod op rimelig ved halv otte tiden idag, og Peter og Debbie lavede pandekager, æg, bacon og toast til morgenmad. Fik pakket bilen, ordnet vejvisning, og papirer på bilen. Sagde farvel til Debbie, Peter, og Thor, og startede på eventyret… som sluttede rimelig hurtigt. For da jeg var nået til Townsend, kom jeg i tanke om jeg havde glemt registreringspapirerne på bilen. Tilbage igen.. hvor det viste sig at Peter var kørt for at fange mig. Og han kører noget hurtigere, plus kan nogle snedige genveje, så han var nået helt til Middletown, da Thor fik fat i ham, og sagt at jeg var nået tilbage. Men han kom, jeg fik papirerne, og kørte afsted igen. Jeg tankede på en Citgo på vejen til $2.99 per gallon, og fik en pose is til køletasken. Også kørte jeg egentlig bare med musik på anlægget, op ad I-95, udenom Baltimore på I-695, over til I-70W. Et eller andet sted på den anden side af Frederick holdte jeg ind ved et Maryland Welcome Center for lige at strække benene, og få en Mountain Dew. Også ellers videre. Det gik fint, holdte god fart, og fik da også overhalet et par biler. Fortsatte på I-68W. Jeg havde egentlig planlagt et køre det sidste stykke i et stræk, men da der var omkring en times kørsel igen, meldte sulten sig. Jeg kørte fra ved Exit 34 mod Frostburg, Maryland, og fandt en McDonalds. Holdte ind, og samlede affald sammen og af-gøglede inden jeg skulle ud af bilen. Og så kommer chokket. Da jeg stiger ud ryger bilen fra motorhjelmen, og det pisser ud med brun væske. Pis! Pis! Pis! Prøver at åbne motorhjelmen, men det kan jeg selvfølelig ikke. Den er pisse-varm, låsedimmeren driller, og jeg er ca 2 sekunder fra at ligge en dej i buksen. Et par amerikanere går forbi, og bemærker at det ikke ser særlig godt ud. Og det har de jo ret i. En ung mand og hans kæreste bemærker at jeg “probably blew a hose”, idet de går ind på McDonalds. Nå, men noget skal der jo gøres, så jeg får fat i Peters visitkort, får låst bilen, og går over mod en mønttelefon… som selvfølgelig ikke virker. Over til en anden mønttelefon på en tankstation på den modsatte side af McDonalds…den virker heller ikke. Så bliver man sådan set lidt klam. Mobilen er der selvfølgelig ikke signal på. Fedt! Og de ansatte på tankstationen aner ingeting om at ringe på mønttelefon. Jeg sætter mobilen til at søge efter netværk, og den finder et andet. Åbenbart er den vild med Cingular, men T-Mobile virker ligeså fint. Go figure. Får ringet til Peter, som ligesom godt kan se jeg er jævnt presset. Heldigvis er der ikke så meget gøgl! Jeg holder jo et ordentligt sted, og som Peter siger er det rimelig heldigt jeg var på en McDonalds, og ikke holdte på en bakke på motorvejen, langt væk fra alt. Det kan han jo kun have ret i! Planen: jeg skal have den motorhjelm åbnet, og fundet ud af hvad der er i vejen. Imens vil Peter så få fat i Chris, så han kan komme dagen efter. Jeg får bakset hjelmen op, og der er bare vand overalt. Kigger på køleren, og så er det klart hvad problemet er: den har en 15cm lang revne i sig; køleren er gået.

Den unge mand fra tidligere er nu færdig med at spise på McDonalds, og kommer ud. Han lurer lidt på bilen, og virker til at have forstand på det. Så jeg får lige et par råd af ham. Han bekræfter, at det er køleren, der skal skiftes. Ham og kæresten spørger om jeg har mobil, så jeg kan få hjælp. De er nu så venlige de amerikanere! Jeg får fat i Peter igen, og siger det er køleren, der er gået. Så planen bliver at de får fat i en ny køler imorgen, også kommer Chris og skifter den for mig. Det er fanme service! Heldigvis har Chris fået fat i en hugger eller butik der har åben om søndagen, så Peter kører ned for at hente køleren her søndag eftermiddag. Det betyder Chris kan køre tidligt i morgen, og være ved mig omkring klokken 8. Køleren skulle så kunne skiftes på en times tid. Jeg har også i mellemtiden fundet ud af der er nogle moteller lidt under 1 mile fra den McDonalds jeg holder ved. Peter siger jeg godt kan liste derop, når motoren er kølet lidt ned, så det gør jeg. Det er et Days Inn, som vi har haft gode erfarigner med da vi var herovre på ferie for en 4 ugers tid siden. Så jeg napper et værelse der. Og de har ovenikøbet gratis Wireless Internet. Positivt! Via det får jeg ringet ud vha. SkypeOut (som jeg lige skal skrive om senere, for det er dælme smart) til Peter og aftalt hvordan og hvorledes og fortalt hvor jeg er, også til de Gamle, så de ved hvad der sker. Endnu engang kan jeg kun prise mig lykkelig for at jeg holdte midt i en by med mad og moteller i stedet for ude på highway’en! Lidt heldig skal man have lov at være. Fik også fat i West Virginia University og Tara fra det Internationale Kontor og sagt at jeg sad i Frostburg, men at jeg kom i morgen. Det var ingen problem, og jeg kan bare flytte ind når jeg kommer. Lækkert!
Nu sidder jeg bare på motellet, og tjekker internettet ud, og skriver blogs. Der kører NFL på fjerneren og der kommer Sunday Night Football Preseason i dag. Redskins vs Bengals her klokken 8, så det har jeg tænkt mig at se. Smutter nok ned på en Subway og napper en “footlong”, og måske en 6-pack Coors Light.
Alt i alt en begivenhedsrigdag, med lidt vel rigelig action. Det er virkelig surt, for jeg havde virkelig regnet med at være der i dag, og alt passede bare perfekt. Uden nedbruddet ville jeg have været på WVU ca. klokken 16, og kunne så flytte ind klokken 17, og dermed være klar til Orientering i morgen. Men sådan skulle det ikke være. Så har jeg lært og prøvet det.
Heldigvis er humøret højt Og der er forresten flere billeder af den nedbrudte bil foran mit motel her.

Skrevet og posted omkring klokken 7:00PM lokal tid.

If you like my writing you should subscribe to my RSS feed.